Lene Rimestad

Case 1/Baggrund: Fjender eller fælles interesser

Undersøgelsen I offentlighedens tjeneste peger på, at en arbejdsrelation præget af ordentlighed og gensidig respekt for hinandens roller gør en forskel. Men hvad er ordentlighed egentlig? Gå til baggrunden.

Case 1: To dokumentarer, én region

Tilliden mellem offentligt ansatte embedsfolk, kommunikationsfolk og journalister falder. Det viser en undersøgelse om forholdet mellem de tre grupper. Denne case fra undersøgelsen illustrerer, hvordan forholdet kan gå skævt eller fungere fint. Region Nordjylland får inden for kort tid besøg af to forskellige graverjournalister. Forløbet giver et indblik i, hvordan og hvorfor mistillid kan opstå, fordi de journalistiske metoder bruges på forskellige måder. Gå til casen.

Case 2: Fredericia Kommune: Dækning med konsekvenser

Hvordan er det at være en lille kommune i en stor mediestorm med mange involverede, overskrifter og personangreb? Journalisterne synes, at relationen til kommunen var god, mens holdningen i kommunen er mere blandet. Gå til casen.

Case 2/analyse: Mellem magt, medier og mennesker

På den ene side en kommune med en stærk borgmester, på den anden side medier i jagt på den ”magtfuldkomne bykonge”. Midt imellem nogle politikere og embedsfolk, der gerne vil drive en kommune uden for meget ballade. En analyse af Fredericia Kommune-sagen. Gå til analysen.

Du kan finde en kort rapport om undersøgelsens hovedresultater her.

Case 1: Fjender eller fælles interesser

Tilliden mellem offentligt ansatte og journalister daler. Undersøgelsen I offentlighedens tjeneste peger på, at en arbejdsrelation præget af ordentlighed og gensidig respekt for hinandens roller gør en forskel.

Af Lene Rimestad 

Artiklen er tidligere udgivet på K-forum

Mørkets fyrster, spindoktorer og ”på den anden side”.

Sådan omtaler nogle journalister kommunikationsfolk. Det skorter ikke på advarsler mod de ”forrædere”, der forlader journalistfaget for at arbejde med kommunikation. Også på Kforum kan man få hjælp til, hvordan man kan manipulere med sandheden, uden at journalisten opdager det, eller tips til, hvordan journalister kan snyde ”k-folkets mørkemænd”.

Tippene er de stik modsatte af den adfærd, som det svenske graverprogram Uppdrag granskning anbefaler deres journalister, når de arbejder på kritisk journalistik. Her er åbenhed og dialog vejen frem. Ikke spilfægteri og halve sandheder.

I mellemtiden derovre på ”den anden side” daler tilliden til journalister.

Mere end hver anden embedsmand svarer i en spørgeskemaundersøgelse, at tilliden til medierne er blevet ”mindre” eller ”meget mindre” i løbet af de seneste tre år. For knap halvdelen er tilliden uændret. Hver tredje journalist, af 209 besvarelser, og hver tredje kommunikationsmedarbejder, af 155 besvarelser, svarer også, at deres tillid til henholdsvis myndigheder og medier er blevet ”meget mindre” eller ”mindre” de seneste tre år.

Jeg har i samarbejde med Constructive Institute undersøgt forholdet mellem de tre grupper: embedsfolk, herunder offentligt ansatte kommunikationsfolk og journalister. Målet for projektet, I offentlighedens tjeneste, er at få et grundlag for at diskutere relationen mere sagligt: Kan en bedre relation og en ordentlig dialog måske bidrage til et bedre samfund og en klogere demokratisk samtale? For manglende gensidig tillid og øgenavne gavner i hvert fald ikke.

Det viser den nedenstående case fra undersøgelsen om to forskellige journalisters tilgang til den samme offentlige myndighed også.

Du kan finde enkort rapport om undersøgelsens hovedresultaterpå undersøgelsens hjemmeside.

Langt de fleste journalister, offentligt ansatte kommunikationsfolk og embedsmænd går på arbejde med en ambition om at servicere borgerne så godt som muligt. Men når tilliden mellem journalister, der kigger på forvaltningen, og medarbejderne i kommuner, regioner, styrelser og ministerier daler, så har det negative konsekvenser. For borgerne. Det ender med at være et demokratisk problem.

Undersøgelsen bekræfter en voksende frustration hos journalister, der ikke kan få adgang til fakta eller centrale kilder hos myndighederne. Den viser mindre åbenhed blandt embedsmænd, der kunne give adgang til de informationer om grundlaget for væsentlige beslutninger, men sjældnere gør det, blandt andet fordi de ikke har tillid til mediernes behandling af oplysningerne.

Embedsfolkene frygter medierne og klager sjældent. For det kan ikke betale sig at klage. Medierne er dygtige til at sørge for en presseetisk korrekt behandling, og myndighederne vil ikke bruge krudtet på at få sagen frem igen.

Det er skruen uden ende, hvis vi ikke – embedsfolk, journalister, politikere – snakker om, hvordan vi stopper den negative spiral af lukkethed, mistillid og dårligt produceret kritisk journalistik.

Her kan den ordentlige, offentlige kommunikationsansatte gøre en forskel. De er embedsfolk – ikke spindoktorer. De skal leve op tilKodex VII, pligterne for embedsfolk. Blandt andet må de ikke lyve.

Den ordentlige, offentligt ansatte kommunikationsmedarbejder ser sådan ud – set fra journalisternes side:

• Har et public service-mindset og arbejder bevidst for folkestyret.

• Er fortaler for åbenhed og er selv åben. Giver adgang til fakta og kilder. Tager en baggrundssnak med journalisten om forhold, der måske ikke kan publiceres, men som journalisten kan have gavn af at vide.

• Overholder aftaler.

• Overbeviser tøvende eller bange embedsfolk til at stille op.

• Er fortaler for meroffentlighed. Også i forbindelse med komplekse problemsager og i relation til kritiske journalister.

• Er hjælpsom og imødekommende. Videregiver viden, fakta og hjælper journalisten med at ”finde rundt” i organisationen til andre, der kan hjælpe.
  

Der er ingen grund til at være naiv som journalist. For selvfølgelig findes der også kommunikationsfolk, der spinner og spammer. Men kan journalisterne kombinere den kritiske tilgang med viden og ordentlighed, så kunne relationen måske blive bedre. Og magter embedsfolkene– trods det politiske pres – at videregive væsentlig viden, så har demokratiet måske en større chance for at trives.

Den ordentlige journalist ser sådan ud for embedsfolket:

• Behandler som udgangspunkt den offentligt ansatte med respekt, lytter og er høflig.

• Holder aftaler.

• Formulerer anmodninger om aktindsigter– måske i samarbejde med embedsfolk – så aktindsigterne koster færrest muligt unødvendige ressourcer.

• Kender embedsfolkenes og de kommunikationsansattes komplekse kontekst og deres hverdag præget af travlhed og stram prioritering af opgaverne.

• Publicerer case-historier, som er repræsentative for et mere alment problem og afspejler virkeligheden.

• Nuancerer historien – også på de sociale medier.

• Tager hensyn til den enkelte medarbejder, så vedkommende ikke hænges uretmæssigt ud.
  

Ikke nok viden

Jeg husker, hvordan journalister tidligere klagede over, at offentlige myndigheder ikke kendte og ikke anerkendte journalisternes hverdag med korte deadlines og kompleksitet. I dag ved de offentligt ansatte kommunikationsfolk mere om journalister, journalisternes tankegang og arbejdsvilkår, end journalister ved om dem. Derfor har både uddannelser og kommunikationsfolk en opgave med at få journalister til at forstå myndighedernes vilkår og ramme. Ikke kun for at kunne forstå og respektere dem, men også for at kunne navigere mere kritisk over for myndighederne.

Et par eksempler fra undersøgelsen og fra embedsfolkenes side:

En journalist ringer op til en kommunikationsmedarbejder på et hospital for at producere en historie om ventelister. Journalisten reagerer negativt på kommunikationsmedarbejderens input:

• Hvorfor skal journalisten have tilladelse til at filme?

• Hvorfor må journalisten ikke filme der, hvor hun gerne vil?
• Hvorfor kan en embedsansat ikke stille op til kamera og sige sin mening om ventelisterne?

Journalisten konkluderer, at kommunikationsmedarbejderen ”forhindrer” hendes arbejde, og hun bliver vred. Kommunikationsmedarbejderen er enig i, at det er en væsentlig historie, men må opgive at komme med alternative forslag til, hvordan historien kan produceres, fordi journalisten er holdt op med at lytte.

En journalist ringer til en større kommune og vil have borgmesteren til at stille op til interview om to timer. Kommunikationsmedarbejderen 1) forklarer, at borgmesterens kalender er proppet, 2) siger, at borgmesteren ikke kan nå at forberede sig, for han ikke er inde i sagen og skal læse op på den inden et interview, 3) tilbyder at finde andre kilder i kommunen. Journalisten bliver ærgerlig.

Den offentligt ansatte kommunikatør er klædt på til at håndtere pressens mange facetter. Også den utålmodige og ikke særligt vidende journalist.

Kontrasterne i adfærd og i tankegang kan illustreres med to citater fra undersøgelsen. En ældre lokaljournalist om den lokale forvaltning siger:

”Spinfolk lægger deres klamme hånd på alting.”

En yngre siger:

”Hvis man skal rose dem lidt… For ikke så lang tid siden kom der en rapport om [problemsag], så er [navn] Kommune gode til at invitere os ind som pressefolk og sige, nu får I en gennemgang. Vi fik en juridisk gennemgang af, hvad er juraen i det her.”

Undersøgelsen viser, at der er meget stor forskel på myndigheder. Jo tættere på Christiansborg, jo mere lukket bliver myndigheden. Men journalister slipper ikke for ”det fælles arbejdsrum”, som en kommunikationschef siger, og ”den anden side” kunne måske i visse tilfælde være ”den samme side”: at arbejde for et bedre samfund og et mere gennemsigtigt demokrati. Hvis begge sider er ”ordentlige”.

Men journalisterne drømmer om, at adgangen til informationer bliver bedre:

”Før i tiden kunne embedsmanden fungere som ekspert og som baggrundskilde; en, som faktisk havde et solidt fundament for at få forstå sagen. Vi har ikke længere det forståelsesfællesskab,” siger en graverjournalist i et af de kvalitative interview.

Fakta om undersøgelsen

UndersøgelsenI offentlighedens tjeneste undersøger forholdet mellem embedsfolk, offentligt ansatte kommunikationsfolk og journalister.

Vi har sendt et spørgeskema til de tre grupper og lavet semistrukturerede kvalitative interview med repræsentanter fra de tre grupper. De tre surveys har givet få besvarelser. Men kombineret med over 100 kvalitative interview dokumenterer tallene en tendens og giver et fint indblik i, hvordan de tre grupper ser på hinanden. I den korte rapporter der flere oplysninger om metoden.

Projektet har fået økonomisk støtte af Djøf, Dansk Journalistforbund, Aarhus Stiftstidendes Fond og Salling Fondene – via støtte til Constructive Institute, Center for Konstruktiv Dialog.

Djøf, Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation og Foreningen for Undersøgende Journalister er samarbejdspartnere. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Center for Journalistik på Syddansk Universitet og Center for Undersøgende Journalistik på RUC er med som interessenter.

Har du input eller spørgsmål til undersøgelsen, så kontakt lene@rimestad.dk, eller ring 53131243.

Mere her:http://constructiveinstitute.org/how/i-offentlighedens-tjeneste/

Case 1: To dokumentarer, én region

Tilliden mellem offentligt ansatte embedsfolk, kommunikationsfolk og journalister falder. Det viser en undersøgelse om forholdet mellem de tre grupper. Denne case fra undersøgelsen illustrerer, hvordan forholdet kan gå skævt eller fungere fint. Region Nordjylland får inden for kort tid besøg af to forskellige graverjournalister. Forløbet giver et indblik i, hvordan og hvorfor mistillid kan opstå, fordi de journalistiske metoder bruges på forskellige måder.

 

Af Lene Rimestad

Artiklen er tidligere udgivet på K-forum

Formålet med denne artikel er ikke at tage stilling til, hvad sandheden er eller efterprøve påstandene i dokumentarerne, men at beskrive, hvordan samarbejdet blev oplevet fra to forskellige perspektiver: fra myndighedernes og journalisternes. Casen afspejler nogle af de pointer, som undersøgelsen af forholdet mellem offentligt ansatte embedsfolk/kommunikationsfolk og journalister viser.

Jeg har i samarbejde med Constructive Institute undersøgt forholdet mellem de tre grupper: embedsfolk, herunder offentligt ansatte kommunikationsfolk og journalister. Målet for projektet,I offentlighedens tjeneste, er at få et grundlag for at diskutere relationen mere sagligt.

Mere end hver anden embedsmand svarer i en spørgeskemaundersøgelse, at tilliden til medierne er blevet ”mindre” eller ”meget mindre” i løbet af de seneste tre år. For knap halvdelen er tilliden uændret. Hver tredje journalist, af 209 besvarelser, og hver tredje kommunikationsmedarbejder, af 155 besvarelser, svarer også, at deres tillid til henholdsvis myndigheder og medier er blevet ”meget mindre” eller ”mindre” de seneste tre år.

Årsagerne er både strukturelle og personlige. Casehistorien er et eksempel på, hvordan adfærd kan påvirke relationen.

Mandag 6. september 2021 ringer journalist Sara Munck Aabenhus fra TV 2’s dokumentargruppe til Aalborg Universitetshospital og taler med overlæge for kvalitet og sammenhæng Per Thorgaard. I telefonen taler de om sagen, og efterfølgende sender journalisten en mail, hvor hun beder om et tv-interview med lægen en uge senere. Hun medsender en spørgeramme. Lægen sender den forespørgsel videre til pressechef Ninette Zacho Bradsted.

Sara Munck Aabenhus skriver til læge Per Thorgaard, at interviewet overordnet handler om, hvordan en ung pige kan blive ”begravet med en fejldiagnose”. Hun vil gerne lave interviewet ugen efter, om tirsdagen eller onsdagen, og dokumentaren skal sendes i november. Interviewet vil tage en til halvanden time, skriver hun.

Det er første gang, pressechef Ninette Zacho Bradsted hører direkte fra en af de journalister, der i længere tid har researchet på historien om den unge pige, Mille, der pludseligt dør under en fest i et sommerhus i Nordjylland. Ingen kender dødsårsagen, for Mille blev ikke obduceret. Nu er journalisterne – sammen med pigens mor – i gang med at finde ud af, hvad der er sket.

Journalisterne har blandt andet kontaktet en skadestuelæge og en hjerteløber i slutningen af april, fire måneder før journalisten skriver til hospitalet og beder om et interview. Henvendelserne til skadestuelægen og hjerteløberen handler udelukkende om lægernes rolle i politiets efterforskning. Politiets efterforskning er journalisternes hovedfokus i deres research på det tidspunkt. Det er pressechefen orienteret om. Så hun ved, at der måske er en historie om sagen på vej.

Pressechef Ninette Zacho Bradsted skriver tilbage, at det er for kort varsel for dette interview og beder om skriftligt samtykke fra begge forældre.

Året før, 3. august 2020, kontakter DR’s graverjournalist Jonatan Placing også presseafdelingen i Region Nordjylland. Han vil gerne have fat i nogle lydoptagelser fra en lægehelikopter, der flyver en patient fra Aalborg Universitetshospital til Rigshospitalet. Han skriver til pressevagten: ”Tak, fordi jeg må forstyrre” og spørger derefter, om lydoptagelserne med samtaler fra lægehelikopteren overhovedet er gemt. Pressechef Ninette Zacho Bradsted skriver to dage senere til ham, at hun har sat fagpersoner til at undersøge det og vender tilbage.

Ninette Zacho Bradsted og Jonatan Placing taler og skriver sammen mange gange i løbet af sensommeren og efteråret. I januar 2021 bliver de enige om, at det kritiske interview skal finde sted i begyndelsen af februar. I denne sag går der seks måneder fra den første kontakt til det kritiske interview.

Hvornår bør en kritisk journalist kontakte de kilder, som kritiseres? Hvordan foregår samtalerne eller mailudvekslingerne? Er der forskel på de metoder, journalisterne anvender og hvorfor?

Denne artikel sammenligner, hvordan journalisterne bag de to dokumentarserierDøden i anneksetfra TV 2 ogDe kødædende bakterierfra DR arbejdede i relation til Region Nordjylland. Politiet er også en part i sagen omDøden i annekset, men denne artikel handler ikke om politiets oplevelser, men om regionens og journalisternes oplevelser i forløbene.

Artiklens første del beskriver de to dokumentarer. Den anden del handler om journalisternes arbejdsproces og oplevelser samt regionens oplevelser. Den sidste del diskuterer med et mere teoretisk udgangspunkt journalisternes forskellige relationer til myndighederne og mulige roller i samfundet.

Kort om de to dokumentarserier

Døden i annekset, en dokumentar i to afsnit samt et interview med Politiet, handler om en ung pige, Mille, som dør under en fest i et sommerhus.

Beskrivelsen i TV 2 Play lyder: ”6. august 2020 dør den kun 17-årige Mille Skjold Svendsen til en sommerhusfest. Lægerne konstaterer, at Mille er død af en hjerneblødning,og politiet henlægger sagen. Men er det den rigtige dødsårsag? Da Milles mor, Rikke, begynder at grave i sagen, tegner der sig et helt andet billede.”

Hovedpersonen i denne dokumentarer Milles mor. Seerne følger hende, mens hun leder efter svar, når hun undrer sig over forløbet, og mens hun sørger over tabet af sin datter. Seerne er med på gravstedet, oplever moderens dybe sorg og fortvivelse og serdet lille anneks, hvor Mille døde, og hvorfra lyset skinner i mørket.

Den anden dokumentar, Kødædende bakterier, i tre afsnit, handler om tre forskellige mennesker, der bliver indlagt med kødædende bakterier. I beskrivelsen af seriens første episode står: ”17-årige Mathilde er til fest i 1.g og skærer sin hånd på en flaske. 48 timer senere ligger hun på et operationsbord og kæmper for sit liv. DR Dokumentar sætter fokus på kødædende bakterier, som rammer flere og flere danskere.”

Hovedpersonerne i dokumentaren er primært pårørende til patienter, der har haft kødædende bakterier. Marco Bo Hansen er en gennemgående figur i alle tre afsnit. Han er læge, ph.d. og har forsket i kødædende bakterier i ti år. Han forklarer, hvor sjælden bakterierne er, men også, hvordan man som uddannet læge bør være i stand til at opdage dem.

Omkring 150 mennesker bliver inficeret med kødædende bakterier om året. Hver fjerde dør, forklarer Marco Bo Hansen. Vi får også at vide, hvordan læger reagerer for sent på symptomerne hos de tre patienter, men også, hvor svært det er at opdage kødædende bakterier, og hvordan oplysning om bakterien – til os som patienter og pårørende og til professionelle sundhedspersoner som læger – kan redde menneskeliv.

Sammenligning

De to dokumentarer er vidt forskellige. Det er forløbet for de to graverjournalister også. Undervejs opstår der mistillid i relationen mellem TV 2’s journalister og Region Nordjylland, mens der er tillid i relationen mellem DR-journalisten og regionen. Derfor bruges denne case til at diskutere: Hvordan opstår mistillid? Hvordan opbygges tillid?

Der kan være mange grunde til tillid eller mistillid mellem journalister og offentlige myndigheder, men i de to konkrete cases handler det især om følgende:

• Præmis: enighed eller uenighed om historiens præmis eller præmisser/påstande?

• Research: Hvordan ”samarbejder” man med presseafdelingen undervejs?

• Timing: Hvornår kontakter man som journalist officielt den kritiserede part?

• Det kritiske interview: Hvordan foregår det kritiske interview?

• Tone: Hvordan taler man til hinanden?

• Væsentlighed og perspektiv: Hvor vigtig er historien?

Præmis

Region Nordjylland er enige i de påstande, som Jonatan Placing bruger i sine dokumentarer – blandt andet, at lægerne for sent opdager, at en patient, der er indlagt på et af regionens hospitaler, har kødædende bakterier. Hospitalet har også fået kritik for forløbet.

Region Nordjylland er til gengæld uenig i TV 2’s præmis i deres dokumentar.Mens TV 2 modsat oplever, at de er enige med regionen om præmissen for arbejdet.

Redaktionschef for TV 2 Dokumentar Troels Jørgensen er uforstående over for, at Region Nordjylland skulle være uenige i præmissen:

”Vores præmis er meget klar og utvivlsom. Regionen har aldrig påpeget nogen steder, hvor vi ikke var korrekt informeret. De ville gerne have, at vi havde vores fokus et andet sted – den livredende behandling – og ikke på, at de kom til at overgive en forkert dødsårsag til både politi og pårørende, og at de ikke har pligt til at lave en diagnose. Men det har ikke noget med ukorrekte informationer at gøre. ”

Region Nordjylland er uenige. Uenigheden handler blandt om, hvorvidt Aalborg Universitetshospital har stillet en ”forkert diagnose”, som det fremgik af Sara Munck Aabenhus’ mail til læge Per Thorgaard.

”Det er ikke ualmindeligt, at hospitalet ikke kan stille en klar diagnose. Men TV 2 bliver ved med at holde fast i, at hospitalet har stillet en klokkeklar diagnose, og det har vi ikke. Der er tale om en formodet diagnose, som vi gentager igen og igen i tv-interviewet og inden da over for journalisten i telefonen,” siger pressechef Ninette Zacho Bradsted. Hun understreger også, at det er politiet, der står for efterforskningen, og at politiet har ansvaret for at beslutte, om den unge pige skal obduceres.

Troels Jørgensen skriver: ”Det er her, at hele misæren og den påståede uenighed om præmis ligger. Det er jo et veldokumenteret faktum, at de har videregivet en forkert dødsårsag til politi og pårørende –og ovenikøbet fastholder dødsårsagen i et møde med de pårørende 14 dage senere –hvilket de også efterfølgende har fået kritik for. Det er jo det, der er vores præmis.”

Ninette Zacho Bradsted mener ikke, at det er korrekt:

”Den pågældende læge har fået kritik for, at vedkommende til en samtale med moderen 14 dage efter datterens død burde have informeret moderen om ny viden i forhold til et skanningsresultat. Denne nye viden bestod i en justeret vurdering af en hjernescanning. Altså ingen kritik for behandling,men for mangelfuld kommunikation ved en samtale 14 dage efter dødsfaldet.”

På grund af uenigheden om præmissen skriver pressechef Ninette Zacho Bradsted til Sara Munck Aabenhus efter deres første telefonsamtale:

”Kære SaraDa du og jeg talte sammen i torsdags, stod det klart, at du ikke er korrekt informeret om flere forhold i denne patientsag.

Da det selvfølgelig er vigtigt, at TV2 ikke viderebringer forkerte oplysninger, vil jeg derfor invitere dig til en baggrundssamtale, hvor overlæge Per Thorgaard og jeg medvirker. Per har, som du ved, været involveret i sagen fra start.

Inden samtalen skal du underskrive et dokument, hvoraf det fremgår, at der ikke må optages lyd eller video fra samtalen. Den er alene til brug for din research og forståelse af sagen.

Sig gerne til om du ønsker at deltage?”

Pressechefen vil ifølge Troels Jørgensen hverken i telefon eller på mail forklare, hvad TV 2 har misforstået. Det kan kun ske på et fysisk møde i Aalborg, hvor TV 2’s journalister skal underskrive en kontrakt om, at de ikke optager mødet.

”Jeg har aldrig tidligere prøvet, at mine journalister skulle underskrive en sådan kontrakt for et møde med en kilde, og den mistillid til, at vi holder, hvad vi lover, var ikke just befordrende for samarbejdet,” siger Troels Jørgensen.

Ninette Zacho Bradsted siger:

”Jeg måtte på hospitalets vegne stille disse krav, fordi vi ikke havde tillid til TV 2 Dokumentar. Jeg havde flere gange i telefonen forklaret journalisten, at hospitalet ikke havde begået fejl. Og at det ikke er et krav, at hospitalet stiller en klokkeklar diagnose – hospitalet stillede en formodet diagnose. Det understregede jeg igen og igen. Jeg fortalte også, at der ikke var tale om en second opinion – men at der var tale om en læge i Sidney, som vi havde et samarbejde med; han skulle vurdere røntgenbilleder. Og disse fakta ville TV 2 ikke prøve at forstå, når jeg fortalte det. Samtidig var tonen fra journalistens side hård fra start, og det gør ikke noget godt for samarbejdet.”

Pressechefen foreslår altså, at journalisten kommer til en ”baggrundssamtale”uden mulighed for at optage, hvor formålet er at give journalisterne viden om forløbet. Til ”baggrundssamtalen” deltager Per Thorgaard, som Sara Munck Aabenhus har talt med tidligere, og som arbejder med patientklager på hospitalet, pressechef Ninette Zacho Bradsted og TV 2-journalist Michael Bech.

Troels Jørgensen opfatter mailen og opfordringen til et møde som en indikation på, at regionen mener, at TV 2 ikke har gjort deres arbejde ordentligt.

”Vi mener, at vi har dokumentationen på plads. Det er jo en alvorlig påstand, når pressechefen siger, at TV 2 har misforstået forløbet, men samtidig ikke vil sige, hvad det er, vi har misforstået. Det viser sig jo også, at vi har forstået forløbet korrekt. Det er et veldokumenteret faktum, at hospitalet viderebringer, at Mille døde af en hjerneblødning til både politiet og Milles pårørende. En fejlagtig oplysning, der får stor betydning for sagen og de pårørende, der først mange uger efter finder ud af, at det ikke er sandt”, siger Troels Jørgensen.

Ninette Zacho Bradsted siger: ”Jeg oplever, at journalisten ignorerer de informationer, som ikke passer ind i TV 2 Dokumentars vinkling. Vi oplever, at historien er skrevet på forhånd, og det er ligegyldigt, hvad hospitalet informerer om i forhold til hospitalets rolle og ansvar.”

”Det bekymrende her er, at borgerne misinformeres på den måde. Det er ikke ordentligt,” mener hun. Hun henviser især til uenigheden om præmissen: Stiller hospitalet en ”forkert diagnose”, som ligger til grund for den dødsårsag, de pårørende oplyses om?

Troels Jørgensen kunne godt ønske, at pressechefen var mere klar i sin tilgang til journalisterne, og at hun havde sagt tydeligere, hvad deres uenighed gik ud på.

”Vi har ikke bragt misinformation til nogen. Vi har lyttet til hospitalet, der siger, at det ikke er deres opgave at finde en dødsårsag. Problemet er dog, at de i denne sag netop finder en dødsårsag, som både politi og pårørende i dag kritiserer hospitalet for at have givet videre uden forbehold.”

Forskel nr. 1:

Uenighed mellem regionen og TV 2’s journalister om den grundlæggende præmis.

Enighed mellem regionen og DR’s journalist om den grundlæggende præmis.

Research

Journalisterne fra TV 2’s dokumentargruppe kalder i en mail til pressechefen mødet for ”hemmeligt”, fordi de ikke må optage fra det. I en mail beskriver de mødet som ”et nyt kommunikationsmæssigt fænomen”, og de kan ikke se formålet med det. Troels Jørgensen skriver til pressechefen, at redaktionen har oplevet lignende møder, hvor ”intet nyt er kommet frem”, men til gengæld bruges mødet af den kritiserede part til at sige, at ”nu har de stillet sig til rådighed”. Dokumentargruppens chef skriver til pressechefen i regionen, at når de inviterer til et så ”hemmeligt møde”: ”…må I være overbeviste om, at I ligger inde med oplysninger, som vi ikke allerede har”.

Troels Jørgensen siger om mødet:

”Vi vil gerne have lov til at bruge de oplysninger, vi får. Vi kan ikke bruge sådan et møde til noget, medmindre det er dybt fortrolige oplysninger, som vi skal kende for at forstå sagen. Han mener ikke, at der kommer nye oplysninger i løbet af det møde, TV 2 døber ”det hemmelige møde”, men regionen kalder det for ”baggrundssamtalen”.

Pressechef Ninette Zacho Bradsted skriver om mødet:

”Lad mig slå fast –vi har på ingen måde tænkt os, at der skal være tale om hemmelighedskræmmeri – det er meget fjernt for os at tænke sådan. Men vi er vant til at være i dialog og levere baggrundsviden til journalister, inden der bliver optaget til kamera med henblik på at få fremstillet historien korrekt.”

Pressechefen vælger på det tidspunkt kun at svare skriftligt, fordi hun oplever tonen som ubehagelig og journalisten som ikke-lyttende.

Kontakten med journalisten bagKødædende bakterierforegår primært mundtligt.

”Hans tone er meget imødekommende, og det gør mig tryg, at han gerne vil dele med mig, hvordan han har tænkt sig at lave dokumentaren, og der er ikke noget pres i forhold til en interviewaftale. Derfor kan jeg sagtens bare snakke med ham,” siger Ninette Zacho Bradsted.

Journalisten fra DR, Jonatan Placing, siger om sine løbende uformelle samtaler med pressechefen:

”Det er bare federe at tage det inden et interview. Det er i journalistens interesse at høre de bedste argumenter fra den anden.”

Regionen oplever, at Jonatan Placing bruger den viden, han har fået fra hospitalet og løbende informerer hospitalet om den viden, han har fået fra eksperter og andre, der udtaler sig i sagen.”Det foregår på en ordentlig måde, og han spiller hele tiden med åbne kort. På den måde er der en gensidig respekt og fairness,” siger Ninette Zacho Bradsted.

Jonatan Placing oplever nogen modstand mod at få udleveret lydfiler fra lægehelikoptere og ambulancer, som han gerne vil bruge til at dokumentere kommunikationen undervejs i patientforløbene.

”Jeg fik et nej i begyndelsen fra Region Nordjylland. De mente, at de ikke havde pligt til at udlevere dem, fordi de ikke var en del af journalen,” siger han.

Han fandt i samarbejde med jurister ud af, at der fandtes en afgørelse i en anden sag, hvor lydfiler var udleveret. Og derfor udleverede regionen også lydfilerne.

Forskel nr. 2

TV 2’s journalisters dialog med Region Nordjylland fungerer mindre godt under deres research.

DR’s journalists dialog med Region Nordjylland fungerer godt under hans research.

Timing

Hvorfor fungerer dialogen mellem TV 2-journalisterne og regionen mindre godt? Ud over uenigheden om den grundlæggende præmis kan svaret måske findes i timingen.

Journalisterne Sara Munck Aabenhus og Michael Bech, der researcherDøden i annekset, bliver sat i kontakt med pressechefen i Region Nordjylland en uge før, de gerne vil have det kritiske interview. Men pressechef Ninette Zacho Bradsted ved, at journalister i længere tid har været i gang med noget, for hun har for nogle måneder siden fået at vide, at journalisterne har talt med en skadestuelæge og en hjerteløber. Hun ved ikke, at researchen på det tidspunkt handlede om politiets ageren i sagen.

En af årsagerne til, at TV 2 kontakter regionen så sent, er, at journalisternes primære fokus er politiets arbejde i den første lange researchperiode, fortæller Troels Jørgensen.

”Langt det meste af vores research har handlet om politiets arbejde, og dem er vi i dialog med meget tidligt i researchen. Kritikken af hospitalet spiller en mindre rolle, og det var samtidig nødvendigt, at sikre væsentlig information, inden vi kunne kontakte dem. Men da vi kontakter lægen, er der alligevel stadig to en halv måned til udsendelserne skal bringes”, siger Troels Jørgensen.

Da hospitalet ikke stiller op med kort varsel, skærpes tonen i mailudvekslingen.”Det kan ikke være en sag, der er helt ukendt for jer,” skriver Sara Munck Aabenhus. Hun understreger også, at hun ved, via pårørende og aktindsigter, at hospitalet allerede har holdt flere interne møder og med pårørende for at klarlægge, ”hvad der er gået galt i denne sag”.

Redaktionschef på TV 2’s dokumentargruppe Troels Jørgensen siger:

”Jeg anerkender, at det er gået lidt galt mellem regionen og os – af forskellige årsager. Men det er altid en konkret vurdering, hvornår man kontakter myndigheder eller virksomheder, vi kritiserer. Hvis man altid kontakter dem som det første, gør man ikke sit arbejde ordentligt. Vores opgave er at sikre så mange oplysninger som muligt, inden vi kontakter dem. Jeg har flere gange oplevet, at en kommunikationsafdeling lukker for muligheden for at få informationer ud af organisationen fra f.eks. menige medarbejdere. En kommunikationsafdeling har som hovedopgave at få deres arbejdsgiver til at fremstå så godt som muligt. Vores interesser er forskellige.”

Ninette Zacho Bradsted siger:

”Vores fornemste opgave som region og hospital er at sikre, at borgerne får korrekt information. Vi bruger meget tid på at undersøge fakta i f.eks.konkrete patientcases, så vi er sikre på, at offentligheden ikke misinformeres.”

Jonatan Placing, der researcherKødædende bakterier, kontakter Presseenheden i Region Nordjylland i begyndelsen af sin research. Han fremlægger løbende, hvad han allerede ved, hvem han taler med, og hvad han mangler fra regionen.”Min erfaring er, at jo før man hører de bedste argumenter fra modpartens side, desto bedre mulighed har jeg for at rette ind eller imødegå deres kritiske punkter,” siger han.Det varierer dog, hvornår han kontakter modparten, men idealet er så tidligt som muligt.

Forskel nr. 3

TV 2’s dokumentargruppe samler dokumentation i længere tid, før de tager kontakt til den kritiserede part for at kunne gennemføre det konfronterende, kritiske interview.

DR’s journalist starter en dialog om historien med de kritiserede parter så hurtigt som muligt.

Det kritiske interview

Både TV 2 og DR får 30 minutter til det kritiske interview med den lægefaglige direktør på Aalborg Universitetshospital, Michael Braüner Schmidt.Begge journalister bliver bedt om at sende en konkret spørgeramme på forhånd og gør det.

Da Jonatan Placing fra DR sender en udførlig spørgeramme for det kritiske interview, skriver han: ”Skriv endelig, hvis du har spørgsmål eller indsigelser til det”.

Pressechefen sender skriftlige svar på flere af spørgsmålene til TV 2 inden interviewet, så TV 2 kan se, hvad der er hospitalets rolle og ansvar, og dermed hvad talspersonen kan udtale sig om. Af de skriftlige svar fremgår det, at ”det for genoplivningsindsatsen ikke er et primært mål i sig selv at finde en diagnose. Derfor omtaler hospitalet også diagnosen som en formodet diagnose”.

Sara Munck Aabenhus indleder interviewet med at spørge den lægefaglige direktør: ”Er du sikker på, at vi kun har 30 minutter. Har vi 30 minutter fra nu, eller er der en slap bagkant?”

Den aftalte tidsramme fastholdes, og pressechefen må afbryde interviewet til sidst, da tiden overskrides.

Jonatan Placing får også 30 minutter til det kritiske tv-interview. Han bruger et kvarters tid på det.

Journalisten indleder interviewet med at sige: ”Tusind tak, fordi du vil hjælpe os til at blive lidt klogere på sygdomsforløbet, og hvad I har lært.” Den lægefaglige direktør forklarer, hvorfor hospitalet ikke opdagede de kødædende bakterier i tide, så patienten kunne være reddet. Og han forklarer, hvad hospitalet har lært af sagen.

Jonatan Placing fortæller også regionen, at han gerne vil vise ”hvilke valg og dilemmaerI står i under forløbet”.På den måde kan seeren bedre forstå, hvor svær sygdommen kan være at opdage, hvor sjælden den er, og samtidig de mange dilemmaer, som man som læge står med ”i et meget tidspresset scenarie”.

”Det er vigtigt for ham, at seerne skal forstå problematikken, men samtidig har han respekt for dem, der står med patienterne,” siger Ninette Zacho Bradsted.

Jonatan Placing ville gerne have haft en læge fra Aalborg Universitetshospital som bærende fortæller i forløbet med patienten. Det afslår regionen, og det ærgrer ham, for han mener, at det ville give historien nogle nuancer.

”Mit udgangspunkt var, at jeg ud over det kritiske interview ville give dem plads til at forklare, hvordan en læge oplever sådan et forløb. Min spørgeramme var todelt. I den første del ville jeg gerne have, at lægen tog seerne i hånden og forklarede forløbet set fra hans perspektiv. Den anden del var den kritiske del: Hvordan kan det være, at I overser så farlig en sygdom? Den første del ville give et indblik i, at det ikke er nemt at være læge i sådan en situation, og jeg kunne godt forestille mig, at det ville være gavnligt for programmet med den forståelse, men jeg respekterer, at regionen ikke vil være med til det,” siger han.

Ninette Zacho Bradsted forklarer, at når hospitalet ikke ønskede at være med til den del, var det, fordi deres opfattelse var, at en oplæsning af journalen mest af alt ville blive brugt som et fortælleteknisk greb.”Når jeg hører Jonatans uddybning her, tænker jeg, at jeg burde have udfordret os på, om vi alligevel skulle være gået med til den del også,” siger hun.

Forskel nr. 4

TV 2’s journalister er kritiske over for den korte tid til det kritiske interview.

DR’s journalist accepterer den korte tid, men ville gerne have brugt kilden på en anden måde.

Tone

Der er forskel på tonen i journalisternes henvendelser og i pressechefens reaktioner på dem.

Pressechef Ninette Zacho Bradsted oplever Jonatan Placing som høflig og imødekommende, mens hun oplever journalisterne fra TV 2 som skeptiske og mere konfronterende.

For eksempel siger Jonatan Placing ofte tak og viser sin villighed til at gå i dialog og lytte.

TV 2 skriver f.eks.i forbindelse med et afslag på at gennemføre det kritiske interview i løbet af en uge: ”Det kan ikke være en sag, der er helt ukendt for jer”.

Journalist fra TV 2 Sara Munck Aabenhus skriver som en reaktion på pressechefens betingelser for ”det hemmelige møde:”

”Vores opgave som medie er at få vigtige informationer frem til borgerne. Det er derfor bekymrende, at en stor offentlig institution ikke åbent vil stå på mål, når der bliver rejst en kritik, men kun vil holde et hemmeligt møde, som kan være svært at se, hvad offentligheden kan bruge til. Men jeg er klar over, at det er et nyt kommunikationsmæssigt fænomen. Det er også besynderligt, at I ikke på forhånd kan fortælle, om I efterfølgende stiller op til interview. Hvad er formålet med dette? Men I efterlader os selvfølgelig ikke med noget valg, da vi selvfølgelig gerne vil snakke med jerog høre, hvad I kan bidrage med af oplysninger.”

Troels Jørgensen skriver, da regionen ikke vender tilbage på et aftalt tidspunkt: ”Vi undrer os over, at I ikkekan give os et svar i dag, da en del af aftalen for mødet i går, jo netop var, at I meldte tilbage i dag.Det føles lidt, som omI driver gæk med os. Ikke mindst set i lyset, at mødet i går jo skulle bruges til at oplyse os om de fejlinformationer, vi havde, og de oplysninger, vi manglede.”

”Jeg blev på det her tidspunkt frustreret over kommunikationsafdelingens fremgangsmåde. Den alvorlige anklage om, at vi havde forkerte informationer, viste sig jo at være forkert. Mødet handlede slet ikke om det. Det var en fin drøftelse af sagen med lægen, men hvor intet nyt eller misforstået kom frem.Så det var meget mystisk, at det skulle foregå på den måde. Oven i det, så løb kommunikation bagefter fra den aftale, vi havde indgået om interviewet”, siger Troels Jørgensen.

Ninette Zacho Bradsted mener ikke, at regionen løb fra nogen aftale og peger igen på uenigheden om præmissen, og at regionen stillede op til interview og dermed stod på mål for kritikken.

Jonatan Placing siger om sin måde at kommunikere på:

”Vi har modstridende interesser. Det skal man være helt klar over. Men derfor kan man godt have en ordentlig og god tone. Jeg tror, at det er vildt vigtigt, at man fægter med åben pande og meget hurtigt siger: ’Det her er jeg i gang med, og det her vil jeg gerne have svar på’. Hvis de mærker, at man holder noget tilbage, så kan man nemt brænde en relation midt over.”

Troels Jørgensen siger:

”Jeg er ked af, at Ninette har sådan en mistillid til os. Jeg har fra starten af forløbet undret mig over hendes fjendtlighed. Det kunne jeg godt have tænkt mig, at hun havde sagt til os. Så kunne vi have haft en dialog om det.”

Ninette Zacho Bradsted er enig i, at det ville have været godt med en dialog om processen.

Troels Jørgensen mener, at samarbejdet med regionen er et særtilfælde sammenlignet med andre forløb.

”Lige i denne her sag, synes jeg, at samarbejdet er helt håbløst. Og det skriver jeg også til Ninette. Det har jeg aldrig skrevet til nogen før. Så det er jo lidt en særlig sag, synes jeg. Den kan ikke sammenlignes med andre.”

Ninette Zacho Bradsted er enig: ”Jeg kan kun tilslutte mig: Jeg har heller aldrig oplevet noget lignende. Jeg har oplevet tilfælde i langt mindre skala, men ikke noget, der minder om eksemplet her med TV 2.”

Forskel nr. 5

TV 2’s journalister opleves som mindre høflige af pressechefen.

DR’s journalist opleves som høflig af pressechefen.

Væsentlighed og perspektiv

Hovedanklagen i DR-dokumentarenKødædende bakterierer, at lægerne ikke er gode nok til at opdage sygdommen. Den påstand bliver dokumenteret igennem tre cases, ekspertinterview og kritiske interview med læger, der indrømmer og undskylder.

Serien udkommer sammen med en række artikler, og senere udkommer også en podcast om de farlige bakterier. Serien påpeger et problem, kritiserer de ansvarlige og oplyser om, hvordan det kan håndteres bedre.

”Jeg vil gerne blive klogere på forløbet set fra deres side og også se det fra seernes side,” siger Jonatan Placing om sin motivation for dialogen med regionen.

I sagerne om de kødædende bakterier er de omtalte hospitaler i landet blevet kritiseret af Styrelsen for Patientsikkerhed. Der er blevet udbetalt erstatning i ca. 50 sager de seneste tiår.

I marts 2022 kom der nye retningslinjer for at ”sikre hurtig identifikation, visitation og behandling af patienter, der bliver ramt af nekrotiserende bløddelsinfektioner – også kaldet kødædende bakterier”.

I sagen om pigen, der døde, var hospitalet ikke blevet kritiseret, da interviewet finder sted, men den involverede læge får senere kritik for, at pågældende læge til en samtale med moderen 14 dage efter datterens død burde have informeret moderen om ny viden i forhold til et skanningsresultat, hvor vurderingen blev justeret. Der var altså ingen kritik for behandling, men for mangelfuld kommunikation ved en samtale 14 dage efter dødsfaldet.

En af hovedanklagerne i dokumentaren Døden i annekset er, at den unge pige ikke får en retslægelig obduktion, så man kan komme nærmere en dødsårsag. Milles mor står tilbage uden en forklaring på, hvorfor hendes datter døde.

Troels Jørgensen siger:

”Vi prøver at få perspektiverne ud af historien. At man kan stå tilbage som mor til en teenagedatter, der dør, uden at finde ud af, hvorfor hun døde. Ovenikøbet bliver man i tvivl, om der er sket en forbrydelse. At hun ikke bliver obduceret, at man overser vigtige informationer, og at politiets efterforskning jo derfor går galt. Og de bliver nødt til at genoptage efterforskningen senere. Så der sker jo nogle ting både på hospitalet og i efterforskningen, som har den relevans, at det ikke skal ske igen. Det er perspektivet.”

Ninette Zacho Bradsted siger: ”Vi er enige om, at politiet burde have foretaget obduktion på baggrund af embedslægens anbefaling. Men det fravalgte politiet.”

Danske Regioner meddelte ændrede anbefalinger til obduktion i en nyhed 14. september 2021. Den nye aftale havde ikke nogen sammenhæng med dokumentaren fra TV 2. Efter den nye aftale skal der altid laves en obduktion på Retsmedicinsk Institut i sager som Milles.

Troels Jørgensen siger:

”Vores opgave som medie er at holde myndighederne ansvarlig. Det er en enkeltsag, vi folder ud, men det er en væsentlig historie, når en mor på den måde bliver svigtet af myndighederne. Det rejser en række principielle spørgsmål om proceduren i den slags sager og om myndighedernes evne til at kommunikere med hinanden.”

TV 2 var informeret om de nye regler, inden interviewet med regionen blev optaget, men valgte ikke at nævne det.

”De nye regler, der handler om flere penge til lægevidenskabelige obduktioner, er ikke relevante i forhold til den kritik, vi rejser. Mille skulle jo have været obduceret inden for de gamle regler. Da hun ifølge politiet fejlagtigt ikke fik en retsmedicinsk obduktion, skulle hun som minimum ifølge Michael Bräuner have haft en lægevidenskabelig obduktion.”

Jonatan Placing ville ikke have brugt så mange timer på sin dokumentar, hvis der kun havde været en case.”Der skal være en systematik, for at det er værd at bruge så mange ressourcer på. Væsentligheden havde været ringere. Det ville være en sørgelig historie i sig selv, men der skal være et perspektiv, for at det kan blive til en dokumentar,” siger han.

Forskel nr. 6

DR- dokumentaren, De kødædende bakterier, er baseret på flere cases.

TV 2-dokumentaren, Døden i annekset, er baseret på én case.

Hvorfor vælger Region Nordjylland at fortælle om oplevelsen?

Normalt vil en region eller en anden offentlig myndighed ikke kritisere journalister offentligt. Hvis man læser Pressenævnets afgørelser, klager offentlige myndigheder sjældent. Hvorfor bruge ressourcer på noget, der potentielt forværrer forholdet til journalisterne?

Ninette Zacho Bradsted og Region Nordjylland vælger at fortælle om deres oplevelser, fordi pressechefen og andre i regionen gerne vil gøre opmærksom på en i deres øjne bekymrende tendens blandt nogle – få – journalister og medier: jagten på manden og ikke bolden.

”For mig og regionens pressehåndtering er det helt afgørende, at vi som myndighed møder medierne med åbenhed, ordentlighed og fairness, og vi forventer at få det samme tilbage,” siger pressechef Ninette Zacho Bradsted. ”Det har vi til tider dialog med journalister om, for hvis vi mødes med mistillid og får skudt usande agendaer i skoen i offentligheden, kan det være svært for vores talspersoner at ville udtale sig igen, fordi der ikke er gensidig tillid. Det er en farlig situation for demokratiet, og derfor synes jeg, det er relevant, at vi taler om det og ikke bare gemmer os.”

”De to dokumentarer, jeg udtaler mig om på regionens vegne, har for os været en tankevækkende oplevelse af to helt forskellige tilgange lige fra start til slutprodukt. Derfor tænker jeg, at det er et eksempel til eftertanke i vores fag, og det er vigtigt, at vi forholder os til det og er åbne om det.”

Case 2: Fredericia Kommune: Dækning med konsekvenser

Hvordan er det at være en lille kommune i en stor mediestorm med mange involverede, overskrifter og personangreb? Journalisterne synes, at relationen til kommunen var god, mens holdningen i kommunen er mere blandet.

Af Lene Rimestad

En kort opsummering af sagerne: Ekstra Bladet undersøger flere forskellige historier om borgmesteren i Fredericia Kommune.  Blandt andet, at han skulle have fået særbehandling , da han købte en byggegrund af kommunen. Journalisterne begynder at stille spørgsmål og bede om aktindsigt i forskellige forhold i oktober 2020. Borgmesteren siger op 8. december 2020, dagen inden historien i Ekstra Bladet publiceres. Få dage senere følger historier om borgmesterens kones ansættelse i ADP A/S, et kommunalt ejet aktieselskab, som ejer og driver blandt andet Fredericia Havn. Flere andre medier bringer også historier om kommunen. Kommunen vælger at sætte en advokatundersøgelse i gang. På baggrund af undersøgelsen bliver kommunaldirektøren sendt hjem i januar og bortvist uden løn i marts 2021. I marts 2021 bringer Ekstra Bladet en stribe historier om rygterne om et ”upassende forhold” mellem borgmesteren og kommunaldirektøren. Artiklerne bliver bragt, da rygterne udgør en central del af advokaternes undersøgelse. Advokaterne vurderer, at forholdet skal politianmeldes. Politianmeldelsen leder dog ikke til en tiltale, for efter politiets efterforskning vælger statsadvokaten i juni 2022 ikke at tiltale dem, fordi der ikke er ”fremkommet beviser for strafbart forhold” om hverken byggegrund eller ”den upassende relation”. Ankestyrelsen rejser heller ikke en tilsynssag om købet af byggegrunden, fordi styrelsen mente, at kommunen har iværksat tiltag, så man ikke længere har en ulovlig praksis ved byggesager og jordhandler. Kommunaldirektøren anlægger en voldgiftssag mod kommunen, som kommunaldirektøren vinder i august 2022.

Interviewene til artiklen er foretaget i sommeren 2022.

 

Formålet med denne artikel er ikke at tage stilling til, hvad sandheden er om sagerne fra Fredericia Kommune, men at beskrive, hvor dækningen blev oplevet fra tre forskellige perspektiver: embedsfolk, herunder kommunikationsfolk og journalister. Casen afspejler nogle af de pointer, som undersøgelsen af forholdet mellem offentligt ansatte embedsfolk/kommunikationsfolk og journalister viser. Den tabloide, personorienterede og sensationelle versus den mere saglige og systemkritiske dækning. Den åbne kommune, der giver meroffentlighed og kommunikerer så hurtigt som muligt versus den mere lukkede kommune. En kommunikationschef, der står midt i stormens øje og forsøger at hjælpe både journalisterne og kollegerne i organisationen.

Artikler mangler flere embedsfolk som kilder. Blandt andre den tidligere kommunaldirektør og den tidligere borgmester har ikke ønsket at medvirke.

Derfor bør man også læse analysen, som inddrager en del af de pointer, som ikke kommer med i artiklen her.

Fredericia Kommune får ros af journalisterne for, hvordan kommunen samarbejdede med dem under den massive, kritiske dækning af borgmesteren, der sagde op i december 2020.

Kommunen gav meroffentlighed og adgang til alt, hvad de kunne give adgang til. Så hurtigt de kunne.

Journalist på DR TV Syd Jesper Sørensen siger: ”Generelt har de været venlige. Jeg har søgt mange aktindsigter, og det er en belastning for en organisation. De kunne godt tænke ’ham der, han er bare ude efter kritiske historier om kommunen’, men de har taget det meget godt.”

Journalist på Fredericia Dagblad Nana Hanghøj siger: ”Jeg har ikke haft nogle problemer. Nogle gange var der run på, og så tog det længere tid at få aktindsigterne, men så sagde de: ’Vi ligger underdrejet, det tager lidt længere tid.’ Men jeg oplevede ikke modspil.”

Journalist på Ekstra Bladet Andreas Lund Munk, roser også kommunen for sin åbenhed – men især efter at kommunaldirektøren forlod organisationen: ”Jeg kan bare konstatere, at efter kommunaldirektøren er sendt hjem, og borgmesteren var skredet, så var der en meget høj grad af åbenhed, som både tjente pressen og borgerne i Fredericia efter min vurdering. Men den er selvfølgelig meget farvet.”

På otte måneder fik Fredericia Kommune 250 anmodninger om aktindsigt plus rigtig mange spørgsmål i sagerne om byens borgmester. Omkring halvdelen af dem kom fra Ekstra Bladet. Resten fra andre medier. Det var en enorm belastning af den juridiske enhed i kommunen.

”Vi arbejdede, så blodet sprøjtede,” siger chefjurist og indkøbschef i Fredericia Kommune Henrik Melchior Olsen.

Hans oplevelse af samarbejdet var en anden og mere blandet. Han sad på et coronalukket rådhus i et ”mediecirkus”, som han kalder det. Men hans tilgang var så stor åbenhed som muligt inden for lovens rammer.

”Vi valgte med det samme at sige, at vi ikke undtager ting fra aktindsigt, medmindre der er meget god grund til det,” siger han.

Alt, der ikke var fortrolige oplysninger, blev givet til journalisterne, når de bad om det. Både interne og eksterne dokumenter. Det var en tilgang, som kommunen har brugt tidligere under andre sager. Blandt andet en sag, hvor en brand forårsagede, at gødning flød ud i Fredericia Havn. Her blev alle dokumenter lagt i en mappe, som journalisterne kunne få adgang til på hjemmesiden.

Chefjurist Henrik Melchior Olsen har flere begrundelser for den politik.

”For det første: Hver gang vi undtager noget, bliver det mere interessant for medierne. For det andet, så bliver det mere kompliceret, når vi skal skrive en afgørelse med et afslag. Det tager mere tid at skrive afslaget end at give fuld aktindsigt. For det tredje er vi nødt til at lægge alting frem. Vi vil ikke dække over noget.”

Han oplevede, at journalisterne brugte metoder, som kommunen ikke er vant til.

”Normalt har vi et fint samarbejde med de lokale journalister, men det er ikke så tit, at vi samarbejder med journalister fra Ekstra Bladet ud over de standardaktindsigter, de sender til alle kommuner. Deres måde var mere insisterende end vi var vant til,” siger han. ”Eksempelvis blev henvendelser jævnligt fulgt op af telefoniske henvendelser direkte til den konkrete sagsbehandler, også udenfor normal arbejdstid, ligesom vi nogle gange havde indtryk af, at journalisten forsøgte at få os til at udtale os om noget eller udtale os om en afgørelse, vi jo først skulle sagsbehandle på, inden vi kunne træffe den. Det skabte utryghed, da ingen af os have lyst til at blive brugt i artikler i Ekstra Bladet. Jeg syntes lidt Ekstra Bladet glemte, at vi jo bare var sagsbehandlere.”

”Vi skulle lige finde hinanden, men da de fandt ud af, vi ikke forsøgte at skjule noget, gik det bedre. Generelt tror jeg det kunne være hjælpsomt, hvis der var et forum, hvor journalister og jurister kunne have en dialog om håndteringen af aktindsigter hos offentlige myndigheder. Det kunne forhåbentlig medvirke til at skabe noget forståelse for hinandens opgaver og måske tillige medvirke til at sænke resurseforbruget hos begge parter,” siger han.

Henrik Melchior Olsen tog løbende snakke med journalisterne for at få afklaret, hvad de præcist ville søge aktindsigt i, og hvad der var spørgsmål og ikke aktindsigter.

Journalist fra TV Syd Jesper Sørensen fortæller, at han havde en længere snak med Henrik Melchior Olsen.

”Han sagde til mig, at du skal vide, at når du søger en aktindsigt, så opfatter folk det som en mistænkeliggørelse af dem. Det er ikke min mening. Jeg forklarede ham, at jeg ikke går efter de små fisk, men efter systemet, og det var godt at have den snak.”

Andreas Lund Munk var en af de tre journalister, der dækkede sagen for Ekstra Bladet.

”Vi stiller spørgsmål, søger om aktindsigt og opsøger kilder – i et måske andet og mere grundigt omfang, end kommunen er vant til at fra blandt andet lokale journalister. Men jeg er uenig i, at det er aggressivt at bedrive den form for kritiske journalistik, som vi gør på Ekstra Bladet,” siger han.

Han peger på, at netop Ekstra Bladets metoder var med til at afdække problemerne i kommunen.

”Jeg har fuld forståelse for, at det kan være ubehageligt at blive ringet op af Ekstra Bladet. Jeg har også fuld forståelse for, at man i Fredericia Kommune synes, at det er irriterende, at vi stiller opfølgende spørgsmål, søger om nye aktindsigter, efterprøver kommunens forklaring og opsøger kilder privat, men det er nu engang, det som vi som er sat i verden for,” siger han.

”Hvis man læser hele advokatundersøgelsen, så har vores mange og vedvarende spørgsmål været mere end berettiget, fordi det handler om fuldstændigt fundamentale principper om ordentlighed i offentlig forvaltning, og at der ikke må kunne stilles spørgsmålstegn ved, om borgmestre og andre med gyldne kæder får særbehandling.”

Politiet kunne dog ikke finde beviser for det og valgte som tidligere nævnt ikke at rejse tiltale.

Klare begreber

Et af de store problemer opstår, når journalisterne ikke definerer begreberne klart nok og nærmest har skrevet historien, inden de ringer til kommunen, mener chefjurist Henrik Melchior Olsen. I historien om byggegrunden havde journalisterne for eksempel fået fat i Indenrigsministeriet og beskrev et begreb, de i deres artikel kalder ”først til mølle-princippet”.

”Men hvad ligger der i først-til-mølle-begrebet? De var ikke interesseret i detaljerne, og de ville heller ikke fortælle, hvad de mente med det, men vi er nødt til at være enige om definitionen for at kunne svare på deres spørgsmål, da først-til-mølle princippet, i den rette kontekst, godt kan være en lovlig tilgang til salg af en kommunal grund,” siger Henrik Melchior Olsen.

Andreas Lund Munk deler ikke Henrik Melchior Olsens oplevelse. Han mener, at Fredericia Kommune selv brugte begrebet ”først til mølle-princippet” først.

”I lang tid fastholdt kommunen, at alt var gået efter reglerne, da de solgte den mest attraktive byggegrund til borgmesteren lige foran næsen af et intetanende ægtepar. Men vi blev ved med at spørge, fordi det ikke hang sammen med udbudsbekendtgørelsen, og først da vi fik citater fra ministeriet erkendte kommunen, at der var blevet begået fejl.”

Andreas Lund Munk er heller ikke enig i, at de havde skrevet historierne, inden de tog fat i kommunen.

”Vi har hele tiden – også omkring den første historie – været i kontakt i månedsvis. Fået en forklaring fra kommunen, efterprøvet den ved at læse loven og tage fat i ministeriet – for til sidst at få en forklaring fra kommunen igen,” siger han.

Hans oplevelse er også, at kontakten og adgangen til informationer blev noget nemmere, efter at kommunaldirektøren var blevet sendt hjem.

Ilddåb i en mediestorm

En af dem, der mærkede konsekvensen af den undersøgende journalistik, var den nye kommunikationschef Mie Spuur Simonsen, der fik en ilddåb, da hun startede i Fredericia Kommune 1. januar 2021. Inden hun trådte til, var borgmesteren stoppet. 

Mie Spuur Simonsen stoppede i Fredericia Kommune i juli 2022, og nedenstående interview er lavet kort forinden. Hun deler sine oplevelser og erfaringer set fra kommunikationschefens perspektiv og huskede tilbage på sagen sådan her:

“Jeg oplevede at træde ind i en organisation, der var under et stort pres fra særligt Ekstra Bladet, som med deres dækning i december havde startet det, der viste sig at blive en historisk lang mediestorm i kommunal sammenhæng. En ting var det konstante pres fra de mange aktindsigter og spørgsmål på mail og telefon, men at de på et tidspunkt var troppet op på politikeres og embedsfolks privatadresser og havde stillet spørgsmål og bedt om interview uden forudgående aftale - det havde skabt en utryghed,” siger hun.

Andres Lund Munk siger om Ekstra Bladets metode med at opsøge kilder på privatadresser:

”Den eneste politiker, som vi opsøgte og stillede spørgsmål med kamera foran vedkommendes private bolig, var borgmesteren. Han indvilligede i at give et interview, som vi havde anmodet om. Det skete helt fredeligt og foregik i øvrigt på offentlig vej, og der var hverken børn eller familie eller noget som helst andet i billedet. Den anden, som vi har opsøgte privat for at få et interview var den hjemsendte kommunaldirektør. Når vi gjorde det her, så var det, fordi vi havde forsøgt rigtig, rigtig mange gange at få et rigtigt interview, men uden held. Vi ville ikke være vores ansvar bevidst, hvis vi ikke forsøgte at få en forklaring fra hende.”

Men også andre kilder blev opsøgt på privatadressen af Ekstra Bladet.

For dem, der har lyst, kan det være en rigtig god metode, fordi det kan være mere trygt at tage dialogen i private rammer, mener Andreas Lund Munk. Han opfatter ikke metoden som kontroversiel eller upassende.  

”Nogle gange fungerer den metode godt. Andre gange har folk ikke lyst til at. Og så går vi selvfølgelig igen,” siger Andreas Lund Munk.

Mie Spuur Simonsen understreger, at hun i sin tid generelt oplevede en gensidig faglig respekt fra medierne, herunder Ekstra Bladet, også når der var manglende forståelse for det kommunale perspektiv. Journalisterne var lydhøre. Men ikke altid.

Få dage efter hendes tiltrædelse blev kommunaldirektøren sendt hjem, og Mie Spuur Simonsen stod sammen med kollegerne midt i en mediestorm.

”At være nyansat var både en udfordring og en styrke. Udfordrende, fordi pressehåndtering kræver stærke relationer både i pressen og i organisationen, som nu skulle opbygges på rekordtid. Men mest af alt en styrke, fordi jeg trådte ind med en neutral position, uden historik og var på den måde i stand til at agere professionelt. Jeg forsøgte at være pressens ambassadør i kommunen og kommunens ambassadør på redaktionen,” siger hun selv om sin rolle.

Hun forsøgte at balancere de interne hensyn og mediernes interesser. Tingene skulle både godkendes juridisk, men så var der også et hensyn til de mennesker, det handlede om. Hun ser det selv som en fordel, at hun ikke havde nogen historik, for så var der heller ikke nogen holdninger i medierne til hende som person.

Hun koordinerede løbende med både juridisk afdeling og HR og havde lange samtaler med chefjurist Henrik Melchior Olsen og hans afdeling om, hvad de kunne give til journalisterne, og særligt hvad der måtte og kunne siges.

”Det var hele tiden det muliges kunst, for vi ville gerne være åbne og belyse fakta bedst muligt, men der var også en advokatundersøgelse i gang og nogle menneskelige hensyn at tage,” siger hun.

Kriseledelsen, som hun var en del af, valgte blandt andet at holde pressemøde om advokatundersøgelsen og dermed holde kommunikationen ”på egen banehalvdel”. Dagen blev stramt planlagt med invitationer til den lokale og nationale presse – ikke kun på grund af corona, men også for atkommunikerede faktuelle informationerom advokatundersøgelsen og sagerne samlet.

”Det var et stort og komplekst materiale, som advokaterne fremlagde dagen før for byrådet, og det var vigtigt, at formidlingen af de politiske beslutninger var helt i tråd med fakta og jura. Frem mod pressemødet havde politikere og embedsfolk stået i et konstant mediepres, hvor mange opkald og sms på telefonen og sendevogne på Rådhuspladsen i Fredericia var dagligdag. Med pressemødet blev der dels mulighed for at belyse fakta grundigt, svare på opklarende spørgsmål og efterfølgende stille talspersoner til rådighed for interview. Det gav et kraftigt, men kortere mediepres, hvor kommunikationen blev på vores præmisser og med tanke for mindre medieomtale for de involverede, hvis vi samlede det hele på en gang,” siger hun.

Men selvom Mie Spuur Simonsen og hendes team planlagde og håndterede pressemødet professionelt, så bruger hun også ordet ubehageligt om oplevelsen.

”Jeg havde en speciel mavefornemmelse, da jeg gik hjem den dag. Vi havde uden tvivl håndteret et af de største medietryk på en kommune i nyere tid og givet vores talspersoner de bedst mulige rammer for en meget svær opgave. Det ændrer ikke ved, at der var mennesker involveret. Byrådet fulgte advokaternes anbefalinger og havde truffet nogle beslutninger, blandt andet om at overdrage sagen til politiet, så sagen fortsatte for de involverede. Sådan er det, men det ændrer ikke noget ved, at de også var mine kolleger, og derfor berørte det mig naturligvis”.

Hun bruger også ordet ubehageligt om andre episoder. En lokal journalist råbte ad hende i forbindelse med udleveringen af en aktindsigt: ”Ha, nu ryger I”, og en anden sagde: ”Jeg er ikke færdig med at undersøge dig.” Hun har også oplevet, at en præmis, som hun tydeligt og veldokumenteret havde modsagt, overlevede, blev bragt i et medie og skabte et vældigt postyr.

”Det er ikke ordentligt,” siger hun.

Ser man bort fra enkelte episoder, så oplevede kommunikationschefens, at samarbejdet med pressen var intenst, men velfungerende: 

“Jeg synes, at vi forholdsvis hurtigt fik et godt samarbejde med respekt for hinandens ståsteder. Særligt, da det gik op for pressen, at vi arbejdede med størst mulig åbenhed. De større landsdækkende medier og de regionale som Ekstrabladet, TV Syd og P4 Trekanten var de mest konstruktive og professionelle i deres tilgang. Det krævede i starten lange samtaler om rammerne for samarbejdet for at få forståelsen på plads. Fx om ventetid på aktindsigter, eller hvorfor talspersoner ikke stillede op til kamera i spørgsmål om personaleforhold. Det var i den forstand en stejl læringskurve, fordi tiden var knap, da presset var størst. Min oplevelse er til dato, at dialogen fremmede forståelsen, selvom man langt fra altid er enige. Og det kan man jo godt være enige om”. 

 

En god relation

Mens en del af de involverede oplevede dækningen som ret ubehageligt, ser en af Ekstra Bladets centrale kilder anderledes på det.

Carsten Juul Nielsen er tidligere personalekonsulent i Fredericia Kommune og besluttede sig for at kontakte Ekstra Bladet, da advokatundersøgelsen udkom. Han skrev i oktober 2019 en anonym mail, der blev central for undersøgelsen. I den anonyme mail opfordrede han kommunaldirektøren til at forholde sig til rygterne om hendes forhold til borgmesteren. Carsten Juul Nielsen valgte at tage kontakt til Ekstra Bladets journalist Andreas Munk, fordi advokaterne i deres sammenfatning af afrapporteringen om inhabilitet (undersøgelse af oplysninger om borgmesteren og kommunaldirektørens forhold) skrev: ”… da kommunaldirektøren i oktober 2019 modtog en anonym mail om rygterne om relationen, herunder fordi denne mail blandt andet også indeholdt mere generelle trusler om at "udstille byen i en pinlig sag" mv.”. Carsten Juul Nielsen ser ikke sin mail som truende, og da advokaterne ikke ville ændre ordlyden, kontaktede han Ekstra Bladet for at stå frem med sin version af forløbet.

”Jeg er ikke den typiske Ekstra Blads-læser, og jeg har et blandet forhold til formiddagsaviser, så jeg var spændt på, hvad sker der nu,” siger han.

Carsten Juul Nielsen har kun ros til overs for den behandling, han fik af journalist Andreas Munk på Ekstra Bladet.

”Andreas holdt alt, hvad han lovede. Jeg fik tingene til gennemlæsning, og han var meget ordentlig. Det kan jeg kun have respekt for,” siger han.

Han havde kun en enkelt bemærkning om en kollega, der blev nævnt ved navn i en artikel. Først fremstod det som hans oplysning, men det blev rettet, så han alene henviste til sin leder, mens det var Ekstra Bladet, der satte navn på vedkommende.

Carsten Juul Nielsen var også spændt på de efterfølgende reaktioner.

”Jeg havde tænkt, at jeg måtte finde mig i at få en shitstorm, og det forberedte jeg mig på, men der kom kun positive reaktioner,” siger han.

”Det var da med en dyb indånding, at jeg gjorde det, men det var en fin oplevelse,” siger han om forløbet. Dækningen foregik på Ekstra Bladets ”maner”, men historierne blev skrevet, og det har de lokale medier ikke formået, mener han.

Journalist Andreas Munk fra Ekstra Bladet siger:

”Det er svært at få embedsmænd i tale generelt, men det tjener til hans ære og embedsmændenes ære, at der findes sådan nogle som ham. En offentligt ansat kan godt sige, når der er noget galt. Det er bare sjældent, at det sker. Jeg vil opfordre til, at man ikke er så bange for det. Jeg synes, at embedsfolkene overtænker det.”

Han kan samtidig godt forstå, at det er svært at stille sig frem.

”Vi lever på Ekstra Bladet med et skidt ry i nogle dele af befolkning. Det gør det meget nemt at sige, at det er jo også bare Ekstra Bladet. Vi bruger meget tid på at få mennesker til at stå frem. Vores dårlige ry betyder jo også bare, at vi er dobbeltgrundige. Hvis jeg skriver et tal, har jeg regnet det igennem fire gange, for vi er nødt til at være mere grundige end mange andre. Når man skal skrive så frækt, kort og grænsesøgende, som vi gør, så kræver det, at dokumentationen er i orden.”

 Andreas Munk ved godt, at journalisterne fra Ekstra Bladet har været irriterende. Men han oplevede også, at da kommunaldirektøren stoppede, kom der et andet flow i de akter, som kommunen udleverede. Han søgte også aktindsigt i sine egne aktindsigter og sagsbehandlingen af dem.

”Jeg kunne se, at juristen havde skrevet, at han vurderede, at vi skulle have afgang til nogle akter lang tid, før vi fik det,” siger han.

Det fremgik også af advokatundersøgelsen, at informationer blev tilbageholdt – ikke bare for journalisterne, men også for økonomiudvalget i kommunen. Det skrev Ekstra Bladet også om.

 

Vi skriver ikke rygter?

Nana Hanghøj er lokaljournalist i Fredericia, og hun siger, at avisen har kendt til rygterne om forholdet mellem kommunaldirektøren og borgmesteren i længere tid. Men hun sætter streg under ordet ”rygter”.

”Vi kan ikke skrive historien baseret på rygter. Når ingen vil stå frem og sige noget, og vi ikke har noget konkret, så er der ikke en historie for os,” siger hun.

Det handler ikke om, at avisen ikke ønsker at gå tæt på personen. For det gjorde Fredericia Dagblad med historien om den tidligere borgmester, der tog stoffer. Der fik avisen en mail, som betød, at de kunne bringe historien.

I en leder med overskriften ”Skulle vi have plastret rygter på forsiden?”, skriver chefredaktøren for Fredericia Dagblad Mette Salling Eriksen:

”Skulle der et tabloidmedie til, eller ville I ikke røre borgmesteren, spørger nogle. Nej, der skulle ikke et andet medie til - rygter er bare ikke nok for os. Vi har ingen berøringsangst i forhold til hverken tidligere borgmester Jacob Bjerregaard, den nuværende eller de kommende.”

Journalist på Ekstra Bladet Andreas Munk Lund understreger, at Ekstra Bladet først viderebragte historierne om den mulige inhabile relation, efter det blev en del advokatundersøgelsen, og især efter at kommunen valgte at politianmelde borgmesteren og kommunaldirektøren efter anbefaling fra advokaterne.

Nana Hanghøj kendte også til sagen om byggegrunden.

”Men jeg vidste, at alle kunne have budt på grund, inden den blev udbudt i runden, hvor borgmesteren bød. Ekstra Bladet udlagde det til, at borgmesteren gik ind foran alle andre, men fakta var, at alle kunne have købt grunden inden,” siger hun.

”Vi har en forpligtelse til at fortælle hele historien, og forskellen på Ekstra Bladet og os, er, at vi møder kilderne igen i morgen, og da er Ekstra Bladet væk.”

Andreas Lund Munk siger:

”Hvis der er nogen, der har fortalt ’hele historien’, så er det os på Ekstra Bladet. Det her skal nødig blive et mudderkast mellem os og de lokale journalister, men jeg kan godt forstå, hvis man som lokaljournalist ærgrer sig over, at man har overset en så stor historie, hvor kommunen blandt andet iværksatte en ulovlig praksis, som ifølge advokaterne formentlig var for at tilgodese borgmesteren. Det var vores historier, der igangsatte den advokatundersøgelse, der senere fandt frem til, at den ’mulige’ relation skulle undersøges af politiet, og som bekræftede de ting, som vi havde skrevet.”

Han er stærkt kritisk over for lokale mediers evne til at holde den kritiske distance til de lokale politikere:

”Der har de seneste år været en generel debat om, at Christiansborg-journalister og folketingspolitikere er for tætte på hinanden, og at det går ud over troværdigheden. Det faktum, at det er en faktor, at lokaljournalisterne skal ’møde kilderne igen i morgen’, bestyrker desværre bare min mistanke om, at også det er et problem lokalt. Jeg har set flere gange, hvordan lokale medier tager den ”anklagedes” parti og laver modhistorier, når store ’stygge’ Ekstra Bladet går i gang,” siger han.

Han peger også på, at de aktindsigter, som Ekstra Bladet søgte i Fredericia Kommune, bad Fredericia Dagblad efterfølgende om aktindsigt i – og mediet har lavet journalistik på baggrund af.

”Det har jeg det sådan set fint med,” siger han.

TV Syds graverjournalist Jesper Sørensen fravalgte også rygtehistorierne. Han kendte dem også. Men TV Syd løfter ikke dyner, som han siger.

”Vi er bare ikke first movers på historier fra intimsfæren,” siger han.

Samtidig kan han godt ærgre sig lidt over, at Ekstra Bladet løb med en historie, han godt kendte til. Han anerkender, at Ekstra Bladet har dygtige graverjournalister, som han har stor respekt for. Men i hans optik skal der i nogle af historierne have større væsentlighed, hvis han skal gå efter navngivne personer på samme måde som dem.

”Man skal lade tvivlen komme den anklagede til gode. Jeg vil gerne være troværdig og kunne se mig selv i spejlet. Jeg kan snakke med mange uden for citat, og jeg behandler dem ordentligt,” siger han om kontakten med de kilder, han taler med.

”Jeg bliver træt, når historien får en vinkel og en kant, hvor man skal latterliggøre folk for eksempel ved at give dem øgenavne. Sådan gør vi ikke hos os.”

Andreas Lund Munk siger:

”Vi løftede ingen dyner, før vi vidste, at det her blev en del af advokatundersøgelsen. Vi har haft sindssygt store overvejelser om, hvordan og hvor langt vi kunne gå. Vi har hele tiden skrevet, at det var en ’mulig’ inhabil eller nær relation. Præcis som andre, så beskriver vi ikke ’rygter’, og derfor skrev vi ikke noget, før vi vidste, at det blev en del af advokatundersøgelsen. Det samme gjorde TV Syd og Fredericia Dagblad. Men her ændrede tingene sig også radikalt, og den video, som vi bragte, sagde kommunens 1. viceborgmester eksempelvis skulle blive en del af politiets undersøgelse. Vi var også det eneste medie, der bragte et interview med en tidligere embedsmand i kommunen, der havde lavet den henvendelse til kommunaldirektøren og borgmesteren, der blev central for hele sagen. Når det er sagt, så vil jeg gerne rose TV Syds dækning, selvom jeg måske synes, at han har drukket lige rigeligt med mælk fra de journalistiske hellige køer.”

Han synes også, at Jesper Sørensen taler mod bedre vidende, når han siger, at ”tvivlen skal komme den anklagede til gode”.

”Hvis det var tilfældet med journalistik, så ville du aldrig kunne lave en journalistisk historie, hvis den anklagede afviser. TV Syd og Ekstra Bladet er hverken Vestre eller Østre Landsret. Heldigvis. Så når en kommune indrømmer, at de lavede fejl, da de solgte en grund til borgmesteren, eller kommunens egne advokater skriver, at det var ulovligt at give ham byggetilladelse, så skriver vi det. Ligesom vi som journalister ikke skal have berøringsangst over for meget penible og ubehagelige sager, så selvfølgelig skal vi beskrive, hvad kommunen selv konkluderer,” siger han. 

Jesper Sørensen afviser, at han taler mod bedre vidende.

”Jeg har lavet mange historier, hvor kilden afviste og måske endda gik til modangreb. Det hører jo med til faget og skærper bare kravet til dokumentationen,” siger han.

  

Systemhistorierne

Jesper Sørensen vil gerne lave kritiske historier, men han vil hellere gå efter systemhistorien og ikke de enkelte embedsfolk. Et eksempel på systemhistorier er hans undersøgelse af, hvor mange af kommunens topchefer der har forladt kommunen, mens Jacob Bjerregaard var borgmester, og at arbejdsmiljøet var hårdt.

Et andet eksempel er hans afsløring af, at ansættelsen af den tidligere kommunaldirektør ikke fulgte normale procedurer. Der var kun tre personer i ansættelsesudvalget, to ansøgere og én til samtale.

Chefjurist i Fredericia Kommune Henrik Melchior Olsen foretrækker samarbejdet om den lokale dækning, da den ofte er mere nuanceret, men han synes generelt, at medierne ofte er unuancerede. Han siger om dækningen:

”Du finder næppe mange jurister, der tænker, at det er ordentligt. Vi prøver at være saglige og objektive, mens journalister oftest kun formidler en del af historien og ofte med en vinkling, der kan sælge aviser eller klik på mediets hjemmeside.”

Han fortsætter: ”Det virker voldsomt at kaste sig ud i historier om ulovligheder eller rygter om intime relationer, uden dokumentation, uden at noget er bevist. Men det er nok en faglig svaghed hos jurister. Nogle gange tænker jeg, om man som journalist selv syntes, at man har gjort noget godt ved at trykke noget, som er baseret på rygter, og som kan få voldsomme konsekvenser for nogle menneskers dagligdag.”

I en pressemeddelelse, som Fredericia Kommune udsendte 12. marts, dagen efter bortvisningen af kommunaldirektøren, står for eksempel:

”Horten skriver i afrapporteringen om habilitet, at de, i forbindelse med en række af de interviews, der er gennemført som led i advokatundersøgelsen m.v. har ’modtaget forklaringer om rygter om og oplevelser af, at den tidligere borgmester og kommunaldirektøren skulle have haft en relation af nær karakter’. Det har ikke været muligt for Horten at fastlægge karakteren af relationen mellem den tidligere borgmester og kommunaldirektøren.”

Andreas Lund Munk oplevede forløbet noget anderledes:

”Den her kritik kommer mildt sagt bag på mig. Det var Fredericia Kommune selv, der på et landsdækkende pressemøde i fuld offentlighed fortalte, at der var rygter om, at kommunaldirektøren og den daværende borgmester havde haft en inhabilitetsskabende relation. Først i dét sekund, at vi finder ud af, at advokatundersøgelsen kredser om det her mulige forhold, så går vi i gang med at skrive om det. Det er vores pligt at gøre.”

”Vi går på Ekstra Bladet helt enormt meget op i at skrive så korrekt og præcist som overhovedet muligt. Vi har meget grundige etiske og moralske overvejelser og har empati og medfølelse præcis som alle andre. Det har vi da også haft i denne sag. Det har store omkostninger for de involverede, men sådan er det en gang imellem,” siger Andreas Lund Munk.

Han opfordrer også til, at hvis nogle personer, som Ekstra Bladet skriver om, har en anden opfattelse og føler sig dårligt behandlet, så kan de klage til Pressenævnet eller stævne mediet for injurier.

”Det er ikke sket i denne sag. Hvis det skete, ville jeg både stolt og glad forsvare den journalistik, vi har lavet her,” siger han.

 

 

Opsummering af væsentlige pointer fra casen om dækningen af Fredericia Kommune

Journalisterne oplevede generelt kommunen som imødekommende og åben.

• Aktindsigter blev imødekommet – nogle gange dog med forsinkelser på grund af arbejdspresset i kommunen.
• Der var adgang til relevante dokumenter og kilder.

De interviewede kommunalt ansatte havde en blandet oplevelse. De kritiserer især:

• Dele af dækningen var sensationel, personlig og usaglig. Mennesker med familie og børn blev hængt ud.
• Visse metoder:
  • Ekstra Bladet opsøgte mennesker på privatadressen uden forudgående aftale.
  • Mange aktindsigter på kort tid var ekstremt ressourcekrævende for kommunen. Nogle aktindsigter krævede meget arbejde at få afgrænset og præciseret.
  • Manglende kildekritik over for visse typer af kilder, der leverede ideer til dækningen.
  • Fejlspor – manglende dokumentation.

Men mange påpeger samtidig, at der var brug for kritiske øjne på kommunen.

 

Tre eksempler på dækningen, der viser de forskellige tilgange.

• Ekstra Bladet bringer video, hvor borgmesteren og kommunaldirektøren danser sammen.
• TV Syd beskriver, hvor mange ledere der er rejst fra kommunen
• Fredericia Dagblad beskriver den nye borgmesters første dage

NB

Foreningen for Undersøgende Journalist, FUJ, har nomineret Andreas Lund Munk, Per Mathiessen og Kristian Brårud Larsen fra Ekstra Bladet til en pris for deres dækning af Fredericia Kommune: ”Det er skelsættende undersøgende journalistik, som fortjener at danne skole,” skriver foreningen.

Analyse af Fredericia Kommune-sagen: Magt, medier og mennesker

På den ene side en kommune med en stærk borgmester, på den anden side medier i jagt på den ”magtfuldkomne bykonge”. Midt imellem nogle politikere og embedsfolk, der gerne vil drive en kommune uden for meget ballade. En analyse af Fredericia Kommune-sagen.

 

Af Lene Rimestad

En kort opsummering af sagerne: Ekstra Bladet undersøger flere forskellige historier om borgmesteren i Fredericia Kommune Jacob Bjerregaard.  Blandt andet, at han skulle have fået særbehandling , da han købte en byggegrund af kommunen. Journalisterne begynder at stille spørgsmål og bede om aktindsigt i forskellige forhold i oktober 2020. Borgmesteren siger op 8. december 2020, dagen inden historien i Ekstra Bladet publiceres. Få dage senere følger historier om borgmesterens kones ansættelse i ADP A/S, et kommunalt ejet aktieselskab, som ejer og driver blandt andet Fredericia Havn. Flere andre medier bringer også historier om kommunen. Kommunen vælger at sætte en advokatundersøgelse i gang. På baggrund af undersøgelsen bliver kommunaldirektør Annemarie Schou Zacho-Broe sendt hjem i januar og bortvist uden løn i marts 2021. I marts 2021 bringer Ekstra Bladet en stribe historier om rygterne om et ”upassende forhold” mellem borgmesteren og kommunaldirektøren. Artiklerne bliver bragt, da rygterne udgør en central del af advokaternes undersøgelse. Advokaterne vurderer, at forholdet skal politianmeldes. Politianmeldelsen leder dog ikke til en tiltale, for efter politiets efterforskning vælger statsadvokaten i juni 2022 ikke at tiltale dem, fordi der ikke er ”fremkommet beviser for strafbart forhold” om hverken byggegrund eller ”den upassende relation”. Ankestyrelsen rejser heller ikke en tilsynssag om købet af byggegrunden, fordi styrelsen mente, at kommunen har iværksat tiltag, så man ikke længere har en ulovlig praksis ved byggesager og jordhandler. Kommunaldirektøren anlægger en voldgiftssag mod kommunen, som kommunaldirektøren vinder i august 2022. Fredericia Kommune betaler desuden kommunaldirektøren 75.000 kroner i tort-erstatning ”for kommunens ageren og en række alvorlige fejl i håndteringen af afskedigelsessagen”.

Formålet med denne analyseer at fremhæve og diskutere nogle af de aspekter, som i mindre grad fremgår af casehistorien ovenfor om sagen om Fredericia Kommune. De fleste offentligt ansatte embedsfolk ønsker ikke at medvirke. Begrundelserne lyder: ”Jeg orker det ikke”, ”Jeg har lagt sagen bag mig”, ”Jeg tror ikke på, at det kommer til at gøre nogen forskel, hvis jeg udtaler mig”, eller ”Jeg har ikke brug for mere fokus på mig fra medierne, men fred til at passe mit arbejde.”

Embedsfolkene tror altså ikke på, at deres medvirken kan skabe en forandring, men mener til gengæld kan deres medvirken belaster dem både personligt og karrieremæssigt. En no-win-situation, der også kan bruges til at beskrive magtforholdet mellem medier og offentligt ansatte. Derfor mangler artiklen nogle væsentlige pointer. Analysen uddyber udvalgte pointer om, hvad der kan foregå i en mindre kommune før, under og efter en mediedækning – med basis i interview, undersøgelsen og forskning.

 

”F har for voldgiftsretten forklaret, at hun ikke husker, at hun skulle have fortalt andre, at hun under turen til Finland har set A (kommunaldirektøren, red.) og den tidligere borgmester holde hinanden i hånden. Hun mener ikke at have set noget sådant, men hun har set dem gå arm i arm på et sted, hvor det var meget glat. Hun har samtidig forklaret, at hun i frustration over arbejdsklimaet godt kan have siddet sammen med andre chefer og pisket en stemning op.”

Sådan lyder en af forklaringerne i voldgiftssagen om hjemsendelsen af kommunaldirektøren i Fredericia Kommune. F, en stabschef, forklarer altså, at hun ”i frustration over arbejdsklimaet godt kan have siddet sammen med andre chefer og pisket en stemning op.”

Denne indrømmelse kan måske bidrage til en forklaring på, hvad der skete i Fredericia Kommune, da først borgmesteren og siden kommunaldirektøren forlod kommunen. Den første frivilligt, den anden bortvist.

Siden besluttede Voldgiftsretten, at den tidligere kommunaldirektør skulle have 2.874.468,97 kr. i fratrædelsesgodtgørelse. Fredericia Kommune endte desuden i den efterfølgende tortsag med at betale hende 75.000 kroner i erstatning "for kommunens ageren og en række alvorlige fejl i håndteringen af afskedigelsessagen."

Voldgiftsretten kunne ikke finde belæg for, at kommunaldirektøren ”har gjort sig skyldig i væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet.” Retten skriver også: ”De pågældende forhold findes at udgøre et tilstrækkeligt grundlag for afskedigelse, men giver ikke grundlag for at bortvise hende eller afskedige hende uansøgt uden krav på fratrædelsesgodtgørelse med henvisning til, at hun har gjort sig skyldig i væsentlig misligholdelse af hendes pligter i henhold til ansættelsesforholdet.”

Kommunaldirektøren kunne altså godt afskediges, men ikke bortvises, for hun havde ikke gjort sig skyldig i ”væsentlig misligholdelse” af sine pligter.

Men hvordan opstår sådan en sag? Den følgende analyse kigger især på Fredericia Kommunes historie, personerne, organisationen, strukturer og mediernes dækning.

 

En forhistorie

Måske findes noget af forklaringen på, at det gik så voldsomt for sig, i Fredericia Kommunes historie.

I 2017 fik Fredericia ny borgmester. Socialdemokraten Jacob Bjerregaard fik 9574 stemmer af de 15.261 stemmer, som partiet fik ved valget. De mange stemmer gav ham absolut flertal i byrådet med 13 af byrådets 21 mandater.

Kommunen havde en forhistorie med Thomas Banke (V), der i 2017 måtte trække sig, fordi byrådet mistede tilliden til ham. Han erkendte misbrug af morfin og rod i bilag. Banke blev i øvrigt valgt som borgmester sidst af alle kommuner. Hans titel blev forhandlet i flere dage, og magten lå hos en enkelt person, der kunne bestemme, om kommunen skulle være under ledelse af S eller V.

Medierne dækkede Banke-sagen intensivt. Der var saftige overskrifter i det.

”Thomas Banke afsløret i mere snyd”, skrev for eksempel TV 2 i en af de mere sobre overskrifter om en borgmester, der af Ekstra Bladet i en periode blev kaldt ”Morfinborgmesteren” fx: ”Magtspil redder morfinborgmesteren”.

Kommunen havde efter Bankes exit brug for ro. Og det fik kommunen. I hvert fald i en periode.

 

Personniveauet: ”Bykongen”, ”borgmesteren kæledække” og ”dræberhunden”?

Jacob Bjerregaard kunne med sit solide flertal sætte sig på magten på en helt anden måde end den tidligere borgmester.

Opslagsværket ”Den store danske” skriver om magt: ”Hvis man skal forsøge sig med en snæver, men central leksikalsk definition af begrebet, så bruges det i almindelighed til at betegne en persons eller en samfundsmæssig institutions evne til at sætte sin vilje igennem eller nå sine mål ved at kontrollere, påtvinge, manipulere, overtale eller på anden måde øve indflydelse på andres adfærd, uanset om dette sker frivilligt eller ej.”

Medierne vil altid se på meget kritiske øjne på en kommune med en meget magtfuld borgmester. Bykonger kaldes de. Jacob Bjerregaard blev med sit suveræne flertal med mediernes ord en ”socialdemokratiske bykonge”. En mand, som man skulle holde ekstra godt øje med.

Den nye kommunaldirektør, Annemarie Schou Zacho-Broe, var en ung kvinde. Selv om kommunerne har flere kvinder end mænd ansat, er kun hver femte kommunaldirektør kvinder (2021-tal).

I voldgiftsrettens rapport står beskrevet, hvad kommunaldirektøren hørte fra andre: ”Hun har dog fra byrådspolitikere hørt sin person omtalt som borgmesterens kæledække, borgmesterens lille godte eller borgmesterens PA, hvilket hun har oplevet som ubehageligt.” (citeret fra rapport). Blev der set med endnu mere kritiske øjne på kommunaldirektøren, fordi hun var kvinde og ung?

Hun blev også advaret om borgmesteren og om den magtcentralisering, som kommunen nu havde:

”Hun var bekymret over sin korte erfaring og det meget brede område, som hun skulle dække, men samarbejdet med borgmesteren gik godt. Han var en erfaren politiker med erfaringer også fra Christiansborg og havde et højt ambitionsniveau. Der var ofte ting, som de var uenige om, men hun anså det for mest professionelt, at de tog deres drøftelser herom bag lukkede døre. Da hun blev konstitueret som kommunaldirektør, advarede T hende om, at hun skulle passe på ”ikke at komme i kløerne på borgmesteren”. Det er hendes indtryk, at det havde den tidligere kommunaldirektør været. Hun havde imidlertid et ledelsesmæssigt bredt spillerum og et godt samarbejde med borgmesteren. Der var ikke tale om, at hun var i kløerne på ham, og hun kan ikke genkende, at de skulle have udgjort en enhed/symbiose.”

Der sitrede altså allerede inden den nye kommunaldirektørs ansættelse en uro over samarbejdet. Og uroen blev ikke mindre af, at hun blev ansat i et meget lille ansættelsesudvalg med kun tre personer. Det er langt fra normal praksis med så få personer i et ansættelsesudvalg til en så stor stilling.

Konstellationen ung, kvindelig kommunaldirektør og ung, mandlig borgmester gav sandsynligvis anledning til endnu mere snak, end hvis borgmesteren havde ansat en mand med lang anciennitet.

Sagen om Fredericia Kommune dækkes af forskellige journalister. Den tabloide journalist fra et landsdækkende medie, den lokale journalist og den regionale. Men sagen dækkes også af journalister med forskellig mentalitet. Hvor den ene måske tror på det gode i det enkelte menneske, har en anden journalist måske et andet, mere negativ menneskesyn – især på mennesker med magt. Hvor det ene medie gerne vil have mennesker stillet til ansvar, vil det andet medie måske hellere kigge systemerne efter i sømmene.

Journalisten vil som regel lave en hurtig overvejelse af, hvem har interesse i at fremme denne historie og hvorfor, men den store overvejelse vil handle om: Er der en væsentlig historie her, som har offentlighedens interesse? Hvordan kan jeg dokumentere den? Hvordan får jeg den formidlet godt?

Den dygtige journalist vil også spørge sig selv: Kunne jeg dokumentere det modsatte? Fx ”Borgmesteren og kommunaldirektøren har ikke en for tæt relation” eller ”Der er andre vægtige grunde til, at chefer forlader Fredericia Kommune.”

Centralt i spillet mellem den ”magtfulde bykonge” og ”den journalistiske blodhund” står den offentligt ansatte kommunikationsmedarbejder. Ansat til at hjælpe kommunen med at kommunikere, anset af medierne for enten at være en irriterende forhindring eller en adgangsgivende støtte, ofte velmenende over for begge parter, men sjældent i stand til at navigere uden at støde ind i den ene eller den anden part.

Kommunikationsmedarbejderen er som andre embedsfolk forpligtet af Kodeks VII til blandt andet at tale sandt og arbejde inden for loven. Men forvaltningen af rollen kan blive svær, når konflikter opstår og optrappes. Det kræver integritet og mod at sige først den ene part, politikere og embedsfolk, og siden den anden part, journalister og redaktører, imod, at sige nej, når tingene spidser til.

Kommunikationsmedarbejderen og embedsmanden er – som journalisten – en del af en organisation, hvis normer, kultur og magthierarkier, han eller hun skal navigere i. Og den navigation kan være svær eller nærmest umulig, når der skal tages hensyn til alle: offentlighedens interesser, mediernes interesser, administrationens interesser og politikernes interesser.

 

Organisationsniveauet: Kultur og normer

Forholdet mellem en borgmester og den øverste administrative ledelse i en kommune er sårbart. På den ene side et samarbejde, som skal fungere for at drive kommunen. På den anden side måske meget forskellige interesser og modus operandi.

Idealet for arbejdsfordelingen er, at borgmesteren tager sig af det politiske, mens kommunaldirektøren sørger for, at forvaltningen af de politiske beslutninger sker på effektiv, loyal og frem for alt lovlig måde.

Idealet er også respektfuld uenighed. Borgmesteren kan nogle gange få sin vilje – men der er en økonomisk, politisk og juridisk ramme for arbejdet, der kan begrænse mulighederne.

Selvfølgelig afspejler virkeligheden ikke altid idealet. Det er meget forskelligt, hvordan borgmesteren udfylder rollen. Det også meget forskelligt, hvordan kommunaldirektører og den øvrige administrative ledelse forvalter kommunen, deres rolle og deres relation til borgmesteren.

Kommunaldirektøren skal have integritet nok til at sige borgmesteren imod med argumenter som: ”Det er der ikke ressourcer til” eller ”Der er ikke lovmæssig hjemmel til at gøre på den måde”.

Er borgmesteren og kommunaldirektøren for uenige, skal kommunaldirektøren måske lede efter et andet arbejde.

For meget enighed kan også være farligt. Hvem tør sige borgmesteren imod, hvis han har det politiske flertal og befolkningen med sig? Hvem skal sige ”stop” og ”hov, det må vi ikke”?

I Fredericia Kommune var der tilsyneladende for stor enighed mellem kommunaldirektøren og borgmesteren. Det vidner dele af rapporten fra voldgiftsretten om, mens kommunaldirektøren selv fremhæver, at uenighederne blev diskuteret i mindre forsamlinger.

Oplevelsen af stærk enighed mellem en borgmester og en kommunaldirektør kan være en trussel eller presse andre i organisationen: Politikere eller embedsfolk. Som med bryllupper eller skilsmisser er der bag de to direkte involverede en stribe andre mennesker, der også gerne vil høres og tages med i væsentlige beslutninger.

De mange ledelsesskift i Fredericia Kommune vidner om utilfredshed og enighed. I hvert fald vælger en eller flere at gå til medierne med historien om ”den magtfuldkomne symbiose” i Fredericia Kommunes ledelse.

Voldgiftsretten giver også et indblik i, hvordan borgmesterens magt blev oplevet. Jacob Bjerregaard ville gerne have en smallere ledelse i kommunen. Færre chefer. Færre mellemledere. Det var en del af oprydningen efter Thomas Banke, hvor blandt andet voldgiftsretten beskriver, hvordan nogle havde en oplevelse af, at embedsværket havde fået for stor magt.

Når en politiker ”rydder op” eller ”rydder ud” i embedsværket – blandt andet ved at centralisere magten, kommer der naturligt nok en modreaktion.

En af de kritiske stemmer over for magtkonstellationen beskriver det i voldgiftsrettens rapport:

”Han var meget frustreret over situationen i kommunen, da han opfattede det sådan, at borgmesteren og A (kommunaldirektøren red.) udgjorde en magtfuldkommen symbiose, som ingen kunne sætte sig op imod, og hvis man ikke kunne affinde sig med det, så måtte man forlade kommunen, hvilket han gjorde i januar 2020.”

TV SYD afdækkede også utilfredsheden ved at tale med 16 af de 20 chefer, der forlod kommunen under Jacob Bjerregaards ledelse. En af cheferne sagde til TV SYD:

”Jeg sagde op, for jeg ikke ville finde mig i Jacobs facon. Det var ellers en fantastisk arbejdsplads, men det ændrede sig, da han kom ind ad døren. Han havde ingen tillid til folk og indførte en topstyring, så det ikke længere var rart at gå på arbejde.”

Vinklet anderledes kunne historien være, at borgmesteren ønskede mere kontrol og mere magt hos færre på grund af kommunens forhistorie. Der var behov for forandringer, og borgerne havde med deres stemmer meget tydeligt lagt ansvaret for de forandringer hos Jacob Bjerregaard.

Men nogle i kommunen, politikere eller kommunalt ansatte, blev så utilfredse med borgmesteren og kommunaldirektøren, at snakken gik, og medierne begyndte at lugte en ”god historie” om en ”socialdemokratisk bykonge”.

En tidligere ansat embedsmand siger: ”Det er ikke sandsynligt, at en embedsmand kontakter Ekstra Bladet for at lække oplysninger. Det har nok været en politiker fra oppositionen.”

Det kan også have været en snak blandt journalister. En lokal eller regional journalist, der ikke kan skrive historien selv, snakker med en kollega på et af de større medier, der går i gang med anmodninger om aktindsigter.

Så under den åbenlyse, ”nemme” historie ligger en anden historie om politikere eller embedsfolk, der har været pressede og utilfredse med ledelsen af kommunen. Alle med ledelseserfaring ved, hvor svært det er at ændre en organisation. Når en medarbejder skal skifte kontor, vækker det modstand. En sammenlægning af afdelinger og en ”oprydning” kan forårsage langt større dønninger i en organisation.

Man kan spørge sig selv, om historien handler om en ”socialdemokratisk bykonge” eller en politisk ledet organisation i oprør over dramatiske, men måske nødvendige forandringer. Svaret ligger nok et sted midt imellem.

Samtidig vil Fredericia Kommune gerne give ”meroffentlighed”, når journalisterne søger aktindsigt. Et ædelt ideal om at medierne får adgang til det, de har ret til og lidt mere. Og en holdning om, at ”vi har ikke noget at skjule”.

Mediernes ser som tidligere nævnt i vid udstrækning deres opgave som kritikere af magten, samfundets vagthund og den fjerde statsmagt. I skåltalerne for Cavlingprisvinderne roses modtagerne for at være eksponenter for de kvaliteter. Men samtidig er medierne økonomisk og strategisk pressede af blandt andet sociale medier og ændrede medievaner. Forpligtelsen til public service, altså en forpligtelse til at arbejde i offentlighedens tjeneste, kan synes at kollidere med ønsket om at tjene penge på klik og sensationspræget journalistik.

Blandt Ekstra Bladets kerneværdier  er blandt andet: ” ANTI-AUTORITÆR. Vi stiller spørgsmål ved normer, regler og magten. Det politisk korrekte er vores modpol” og ”PROVOKERENDE. Vi sætter tingene på spidsen. Vi bruger uortodokse virkemidler, iscenesætter og sætter eliten stolen for døren”.

TV Syds ”grundfortælling” lyder: ”TV SYD afdækker og formidler det gode provinsliv, som det leves i Syd- og Sønderjylland.” Og deres vision er også mindre magt-konfronterende: ”Vi vil være syd- og sønderjydernes foretrukne mediehus, som oplyser, udfordrer og samler os om mennesker og temaer, der gør landsdelen særlig.”

Når en kommune, en organisation eller et menneske først har været i mediernes søgelys, vil der også efterfølgende hvilke flere kritiske øjne på dem. Journalisterne vil følge op til tidligere kilder ved at ringe og fx spørge: ”Hvordan går det så nu? Efter Banke?” Journalisterne vil måske også have opbygget solide relationer til udvalgte kilder, der af egen drift kontakter dem for at fodre dem med de seneste rygter.

Mange journalister ser det som deres kerneopgave at afsløre magtmisbrug i alle dens former – fra et kreditkort, der bruges ved en fejl eller misbruges alt efter synsvinkel, til mistanker om korruption. En journalist kan vinde Cavling-prisen ved at dokumentere magtmisbrug. Og den bedste formidling er for nogle journalister at gå efter manden, ikke bolden. Ansvaret skal placeres – gerne hos et menneske og ikke i et virvar af nuancer.

Overskrifterne taler deres eget sprog. Et par eksempler:

Dirty Dancing: Er dette en nær relation? (Ekstra Bladet)

Borgmester trak sig i går: 'Fejl' i kommunen skaffede ham luksusgrund (Ekstra Bladet)

Tidligere chefer: Borgmester fik folk til at droppe jobbet (TV SYD)

Fredericia Byråd bortviser fritstillet kommunaldirektør (TV SYD)

Fredericia bortviser chef efter rapport om kritisable forhold (Fredericia Dagblad)

Samlet set er det to vidt forskellige organisationstyper, der støder sammen. Mediernes logik er at skrive kritiske historier – uanset visioner og kerneværdier. Kommunen skal levere en service til borgerne og forvalte vores velfærd.

 

Samspillet

Kan man opretholde et velfungerende demokrati uden uafhængige nyhedsmedier? De fleste mener ikke, at det er mulighed.

Den svenske professor i journalistik og politisk kommunikation Jesper Strömbäck skriver for eksempel i sin artikel ”In search of a standard: four models of democracy and their normative implications for Journalism": ”Der er en social kontrakt mellem demokrati og journalistik. I dette perspektiv kræver medier og journalistik demokrati, fordi det er det eneste styre, der respekterer ytringsfrihed, informationsfrihed og mediernes uafhængighed fra staten. Ved at opfylde de krav opfylder demokratiet sin del af kontrakten. På samme tid kræver demokratiet en strøm af informationer, offentlig diskussion og en vagthundefunktion uafhængigt af staten. Det er her, medierne og specielt journalistikken kommer ind i billedet. I teorien opfylder de deres kontrakt ved at give borgerne den information, de behøver for at være og selvbestemmende, regeringen med den information den behøver for at træffe beslutninger i den fælles interesse med følsomhed over for befolkningens meninger, en arena for offentlig diskussion, og ved at agere som en vagthund imod magtmisbrug i politik og andre dele af samfundet” (Strömback, 2005: 332).

 

Så medierne er en nødvendighed i vores demokrati. Men samtidig er det en besværlig sameksistens, hvis relationen er dårlig, og forskerne er ikke enige, om medierne gavner demokratiet.

 

Flemming Svith, der er ansat som forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har i sin ph.d. gennemgået de to fløje i forskningslitteraturen, der beskriver forholdet mellem fri presse og demokrati. Den ene fløj er pessimistisk, den anden optimistisk: ”…der er en markant pessimistisk fløj blandt speciallitteraturens forskere (Findahl & Höijer, 1984; Carey, 1986; Parisi, 1999). De skriver sig ind i en bredere forfaldsposition, der anklager eller beklager, at journalistikken ikke lever op til sine demokratiske forpligtelser. Ifølge litteraturen er kvaliteten i journalistikken faldet pga., hvad der beskrives som kommercialisering, tabloidisering, amerikanisering, eller med et folkeligt begreb som ’dumping’, kort sagt så anses ’infotainment’ for at dominere over seriøs reportage og analyse af politik (McNair, 1999: 2). Kritikernes konklusion er, at frem for at støtte den demokratiske proces på den ideelle måde, det burde gøres på, er journalistik blevet en fremmedgørende, kynismeskabende, afhængighedsskabende kræft i den politiske kultur, der fjerner befolkningen fra borgerrollen.”

Flemming Svith er selv optimist: ”De empiriske resultater i denne afhandling gør det svært at bidrage til denne historie om forklarende journalistiks elendighed. Der er simpelthen ikke støtte til forfaldshistorien i analyserne af nyhedsdiskursens genredimension. For det første er forklaringer de seneste 20 år blevet langt mere fremtrædende i betalingsavisernes nyhedsjournalistik, hvilket i sig selv betragtes som et gode. Nyhedsjournalistik i betalingsaviserne ser ud til at have retning mod analyse frem for ’infotainment’. For det andet er betalingsavisernes nyhedsjournalistik blevet mere uafhængigt forklarende i forhold til samfundets politiske eliter.”

”Det ser ud til, at nutidens journalistik i de trykte betalingsaviser på baggrund af det særlige greb på nyhedsjournalistikken med forklaringer bidrager mere til et diskursivt demokrati, end det har været tilfældet tidligere,” skriver han blandt andet.

Mere pessimistiske er Bo Smith-udvalgets analyse af ”Embedsmanden i det moderne folkestyre”, Dybvad-udvalgets arbejde om samspillet mellem embedsværk, politikere og medier og Constructive Institute-undersøgelsen ”I offentlighedens tjeneste” om forholdet mellem embedsfolk, herunder kommunikationsfolk, og journalister. De tre undersøgelser dokumenterer, hvordan forholdet mellem medier, politikere og embedsfolk knirker. Tilliden mellem de tre grupper knager og brager. Og demokratiet risikerer at ruste, fordi noget er gået i hak. Hvis mennesker holder op med at kommunikere med hinanden, kan forholdet ikke opretholdes.

I Bo Smith-udvalgets rapport, ”Embedsmanden i det moderne folkestyres” fra 2015 beskrives medieudviklingen som den største ændring i samspillet mellem politikere og embedsværk: ”Alle de kilder, udvalget har talt med, nævner udviklingen på medieområdet som den væsentligste nye betingelse for politikerne og dermed også for embedsmændene. Den nye struktur på medieområdet lægger et mere intensivt pres på systemet end for blot få år siden,” står der i rapporten.

Rapporten uddyber, hvordan en række faktorer har været med til at eskalere hastigheden i beslutningsprocesserne, f.eks. eksplosiv vækst i de hurtige nyheder, mediernes kontinuerlige deadlines døgnet rundt og borgernes øgede adgang til at ytre sig – uden filter. Offentligheden – eller borgerne – har mulighed for at blande sig, lige så meget de vil, og lige hvordan de vil, via sociale medier og andre medier, der arbejder helt eller delvis uden udgiveransvar.

Dybvad-udvalget peger på flere problemstillinger i deres redegørelse om samspillet mellem folketingspolitikere, ministre, embedsværk og medier, men rapporter beskriver en tillidskrise mellem medier og embedsværk.

Men de to grupper oplever det meget forskelligt: ”På den ene side har medierne ifølge undersøgelsen ofte et ønske om faktuel viden og baggrund, hvilket den oplevede lukkethed gør vanskeligt. (…) På den anden side opfatter dele af embedsværket ifølge undersøgelsen det at tale med en journalist som en risiko for at udløse kritik af det pågældende ministerium.”

Udvalget anbefaler, at medier og embedsværk indleder en formaliseret dialog om, hvordan samarbejdet kan blive bedre. Dialogen bør handle om:

• Principper, der kan sikre, at fagmedarbejdere i embedsværket i højere grad bliver tilgængelige for medierne, herunder principper for mediernes direkte adgang til fagmedarbejdere. I den forbindelse kan det diskuteres, om kon­taktoplysninger på udvalgte fagmedarbejdere i ministerierne bør gøres til­gængelige for medierne.
• Principper for dialogen mellem embedsværket og medierne i forbindelse med behandling af aktindsigtssager, herunder om fokusering og formule­ring af aktindsigtsanmodninger med henblik på hurtigere og mere effektiv sagsbehandling. I den forbindelse kan det diskuteres, hvordan der mest hen­sigtsmæssigt kan etableres f.eks. relevante kurser.
• Principper for samarbejdet i relation til deadlines med henblik på, at der i det daglige arbejde sikres ministerierne tid til at besvare henvendelser fra medierne inden for rammerne af de presseetiske regler.

Hvordan kan en udfordret tillidsrelation mellem medierne og embedsværket genoprettes, spørger udvalget og svarer:

• At repræsentanter for embedsværket og medierne indleder en formaliseret dialog på højt niveau om, hvordan parternes samarbejde kan forbedres.
• At der sikres bedre adgang for medierne til fagmedarbejdere i ministerierne.
• At der sikres bedre samarbejde om behandling af sager om aktindsigt.
• At der i det daglige arbejde og i lyset af de presseetiske regler sikres ministe­rierne tid til at besvare henvendelser fra medierne.

KL har undersøgt kommunaldirektørernes syn på samspillet mellem politikere og forvaltning i danske kommuner.

Undersøgelsen konkluderer: ”Presset fra medierne på kommunen er blevet større, og de sociale medier fylder mere i den politiske debat. 8 ud af 10 kommunaldirektører oplever, at presset på kommunerne fra medierne generelt er blevet større. Samtidig tilkendegiver de, at de sociale medier fylder mere i den politiske debat. I forhold til forvaltningen oplever næsten halvdelen af kommunaldirektørerne, at medarbejdere ofte bliver kritiseret på sociale medier, mens ca. hver femte af kommunaldirektørerne oplever, at de selv bliver kritiseret på sociale medier.

 

Hvad så nu?

I lyset af sagen om Fredericia Kommune kan man stille de principielle spørgsmål:

• Er historien mediedrevet eller politikerdrevet eller embedsmandsdrevet? Hvem bærer ansvaret? Nogle embedsfolk syntes ikke om den politiske ledelse. Nogle politikere syntes ikke om uroen og den efterfølgende mediestorm. Nogle journalister syntes ikke om bykonger. Midt i den Bermuda-trekant stod de mennesker, som kom på forsiden.
• Giver det demokratisk mening? Får vi et bedre samfund eller et bedre demokrati af den type dækning og den type kommunal reaktion?
• Giver det økonomisk mening? Var det det værd? Hvad har det kostet kommunen at håndtere sagen? Har det givet økonomisk mening for samfundet og skatteborgerne? Omkostninger til advokatundersøgelse, øget mængde aktindsigter, voldgiftsret, erstatningssummer til kommunaldirektøren, sygemeldinger og meget mere. Har medierne ”tjent” de ressourcer ind igen? Ikke i form af annonceindtægterne fra læserne, for deres klik har helt sikkert ikke dækket omkostninger til at dække sagen. Men måske i form af beviser på, at medierne passer deres job og går magten efter i sømmene?
• Giver det medmenneskeligt mening? Hvad er straffen for – måske, måske ikke – at begå fejl, når man er offentligt ansat eller politiker?

Spørgsmålet er også, om andre kommuner i sager vil give meroffentlighed, når prisen for det kan være så høj.

I voldgiftsrettens afgørelse beskriver, hvordan tre kilder, R, S og T, mente, at kommunaldirektøren og borgmesterens ”generelle omgangsform har været af en sådan karakter, at det gav indtryk af, at der bestod en intim eller meget nær personlig relation mellem dem.” Flertallet af vidnerne, 10 personer, ”har observeret en god kemi og en tæt samarbejdsrelation mellem dem, men at de aldrig har oplevet det på den måde, at deres relation var af intim og/eller upassende karakter.”

I modsætning til advokatundersøgelsen, som Fredericia Kommune iværksatte, virker voldgiftsrettens rapport gennemarbejdet og grundig. 21 mennesker er afhørt som vidner. Medierne tegnede et billede af en kommune med massive ledelsesmæssige problemer – måske endda magtmisbrug. Rapporten tegner et billede af en ledelse med en borgmester, der gerne ville samle magten om færre, en organisation i vildrede og en kommune med ondt i det offentlige image.

Den samlede sag er en illustration af og et eksempel på, hvordan og hvorfor tilliden mellem journalister, embedsfolk og politikere daler.