Coach

Foto: Karen Løth Sass

Coaching - at finde det bedste i sig selv og tro på det


Jeg ved, at du kan noget, du ikke selv ser (længere eller endnu)

Hvordan kan jeg hjælpe dig?


Sådan kunne et coachingforløb starte.


For mig gælder det om at kombinere din personlighed og din erfaring med min viden og min menneskelighed, så du får det bedre med dig selv og andre på dit arbejde.     Jeg hjælper dig ikke ved at snakke dig efter munden, men ved at stille passende spørgsmål.



Hvad kan du, og hvad vil du?


Jeg vil forsøge at få det bedste frem i dig. Hvad det så end måtte være...


Jeg  lytter, og jeg reflekterer dine personlige egenskaber og udvikler dine personlige kompetencer, men jeg  siger også stop, når du modsiger dig selv eller er i gang med at  gøre din egen vej mere besværlig. Man skal ikke finde sig i hvad som helst, men man kommer heller ikke langt uden at acceptere nogle af præmisserne.



Hvad tænker du om det?

 


Jeg har ikke taget noget kursus i at coache, men jeg har mere end 20 års erfaring i at udvikle andre:  Først som redaktionssekretær og mellemleder på medier, hvor jeg havde ansvaret for at få journalister til at yde deres ypperste og  skrive om og om og om igen; senere som underviser på Center for Journalistik på SDU. Igennem hele mit liv har det været naturligt for mig at bidrage til, at andre ser sig selv fra nye vinkler. 



Hvad vil du gerne lære?


Inden for de seneste år har jeg skrevet en ph.d. og gennemført et forskningsprojekt om praktikanter, og det gør, at jeg kan supplere min erfaring med forskningsbaseret viden. Om møder. Om ideudvikling. Om feedback. Om læring. Om motivation. Om arbejdsglæde. Det er altså ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg engang prøvede det selv. Det er noget, vi  ved, virker. Lad os se, om det virker for dig og for din arbejdsplads.